Godt gammeldags drama

”Kat på et varmt bliktag” er en klassiker med god grund, og bliver kun gjort mere underholdende, tåkrummende, anspændt, dramatisk og intens i denne opsætning på Betty Nansen, hvor alt er lidt ”over the top” på den helt rigtige måde. Vi møder en familie bestående af forskellige former for fuldstændigt forfærdelige mennesker, man på en eller anden måde alligevel får forståelse, og til tider næsten også sympati for, ligegyldigt hvor griske, selviske, irriterende og modbydelige de er overfor hinanden. Vi møder dem som mennesker og lærer dem og deres historie at kende, til vi ender med at have ondt af dem alle sammen. Historien er på sin vis meget trist, grim og dyster, men bliver fortalt sådan at det frem for alt er underholdende og komisk – og så pludselig er man også ved at græde midt i al latteren. Vi ser (og kan måske spejle os i) karakterernes desperate forsøg på at bevare hyggen (selvom alt er kaos og alle mere eller mindre hader hinanden), og behage Big Daddy på hans fødselsdag (selvom han afskyr det meste af sin familie og ikke vil have det) og kan ikke lade være med at grine, når hans to svigerdøtre står ved mikrofonen og kæmper om at synge de højeste og vildeste fraseringer til hans ære – og ingen, ikke engang dem selv og Big Daddy mindst af alle, kan holde ud at høre på dem. ”Kat på et varmt bliktag” viser mennesker, når de er allergrimmest - og skrøbeligst – og vi følger fuldstændigt indlevet med i deres drama fra stolekanten lige til slut.