Vanvid i lange baner

Allerførst en tak til Teater V, der i den lille teatersal, der er indrettet i den nedlagte Porcelænsfabrik Prøvehallen, opfører splitter ny dramatik.
Hvert forår udbydes et skrivekursus "Dramatisk laboratorium", der forløber som en dramatikkonkurrence. Her gives en eller flere deltagere chancen for at få et teaterstykke opført.
Vinderen blev i 2011 Søren Dixen, der med "Vanvid" vil give os tilskuere et indblik i den verden, som psykiatriske patienter kan opleve.
Scenografien er enkel: et gammelt havebord, 3 plastik havestole og en skraldespand, omgivet af et højt plankeværk.
Her fejrer tre tidligere indlagte 10 års jubilæum med masser af hvid rom og tjald, der ikke indtages for at sætte humøret i vejret, men for at få løst op og komme af med angsten.
Rollerne spilles indforstået af de tre skuespillere, der alle yder en flot præstation. Særlig Sutter, der på sin medbragte skrivemaskine måske skriver stykket, mens det spilles, får skabt en troværdig skikkelse med sin ludende holdning og tomme blik.
Men jeg synes, de to andre overeksponeres, når desperationen slås fast med syvtommersøm med voldsom råben og faren rundt.
Her kunne instruktør Mads Nielsen have lagt en dæmper på gemytterne og også med fordel have skåret i tekstens mange lommefilosofiske og tænksomme udsagn. Men vi har jo alle øjeblikke af stort klarsyn ved indtag af rigelige mængder alkohol! Og måske er det rammende nok for de intellektuelle syrehoveder der her vises.
Vi synes ind imellem alle, at verden er vanvittig. Men vanvittig som diagnose - en psykiatrisk sygdom er det trods alt de færreste, der har kendskab til.
Det lykkes for skuespillerne hudløst at udtrykke deres magtesløshed. De får ikke gjort, hvad de gerne vil og er afskåret fra andre mennesker - alt sammen oplevelser, vi alle deler, men måske begraver i daglige gøremål.
Så vil vi opleve os selv uden filter er et besøg i Teater V bestemt en idé.