Farlige forbindelser iklædt sølv, citronmåne og latter

Teaterstykket ’Farlige forbindelser’ er baseret på Christopher Hamptons teaterversion af romanen ’Les Liaisons Dangereuses’ af Pierre Choderlos de Laclos fra 1782.

Ganske kort: Vi følger Valmont og Marquise de Merteuils interne spil, der omkredser hævn, sex, jalousi, kynisme og opretholdelse af renommé. Stykket tager udgangspunkt i Marquises ønske om hævn. Hendes tidligere elsker vil giftes med den unge jomfruelige pige Cecile de Volanges, og som hævn ønsker Marquise, at Valmont skal forføre Cecile og gøre hende til alt andet end en ”uskyldig brud”. Som en personlig udfordring ønsker Valmont samtidig at forføre den gifte Madame de Tourvel, idet Tourvel anses for at være en dydig, godhjertet kvinde – en perfekt udfordring for den forførende og berygtede Valmont. Derfra begynder forførelserne, men løbende bryder facaderne sammen; hjerter blottes, smadres og spillet afsløres.

Til trods for at stykket kredser om alvorlige emner, baseres skuespillet på humor, overdrivelse og latterliggørelse, der gør de ellers så tunge tematikker til morsomheder. Et eksempel på humor ses i sproget. Manuskriptet holder sig tæt op af det originale manuskript af Christopher Hampton, men bliver krydret med ”Croissant croissant..” som afskedshilsen, ”c’est la vie” og underfundige franske fraser, der efterfølges af engelske gloser, der som oftest er malplacerede i forhold til de situationer, der udspiller sig foran publikum. Derudover præsenteres Marquise som en snu, elegant og intrigant kvinde, der trøstespiser i tarvelige citronmåner. Valmont fremføres teatralsk, hvilket illustrerer meget godt, at han er en maske bag en maske. Tilsammen virker det hele ganske godt. Det prætentiøse sprænges, tiden sprænges, og det er en både spændende og forfriskende tolkning fra Anne Silkebergs side.

Hele historien udspilles i en kold scenografi bestående af sølvbeklædte vægge, hvilket er med til at understrege tidsløsheden. Karaktererne, og særligt Valmont og Marquise balancerer på en lang bjælke midt i rummet; mesterligt balancerer de på bjælken symbolsk hævet over alle andre, og de demonstrerer, at det hele er ét stort spil - et stort dysfunktionelt spil, hvor det handler om at have serveretten.

Det sagt savnes der imidlertid en dybte i karaktererne. Der er først i anden akt, at vi ser Valmont som et ægte menneske og ikke blot en karikatur, da han råber af Marquise i afmægtighed. I anden akt udfolder mange hændelser sig, men vi får ikke tid/lov til at fordøje eller føle med karaktererne. Vi kommer aldrig rigtig ind på dem; vi skøjter fortsat i franske gloser, citronmåner, og tilbage står Marquise, som vi hverken holder med eller er imod.

Derfor giver jeg forestillingen 4 stjerner.