Komik med dybde
Vurdering:
Samlet vurdering:
Med Trine Gadeberg og Frank Thile klædt i kjole og hvidt er der fra teaterstykkets start anlagt en raffineret elegance, der via en rød næse, mageløs mimik og aparte artikuleren bringer komikken op på et højt kunstnerisk niveau.
Instruktør Moqi Simon Trolin har som udgangspunkt ladet sig inspirere af Victor Borge, men sekvenser af lydsiden minder i høj grad om den italienske tegner Osvaldo Cavandolis tegnefilm-figur La Linea (Stregen), hvor den italienske klovn, Carlo Bonomi, lægger stemme til.
”Smilet er den korteste afstand” er i høj grad et anbefalelsesværdigt teaterstykke, der under overfladen har psykologisk dybde. Publikum ser sig selv klovne fatalt gennem livet. Og budskabet er, at den optimale symbiose os mennesker imellem først opnås, når vi lader maskerne falde og begynder at samarbejde. Fremragende teater.