Talentfulde Thure

Forestillingen ”Den mystiske sag om hunden i natten” på Betty Nansen bygger på en roman, og det lægges der ikke skjul på. Til sidst formuleres meta-laget direkte: det er iscenesættelsen af en roman, omskrevet til drama. Historien handler om den 15-årige Christopher, der er autist og meget dygtig til matematik og naturvidenskabelige fag. Naboens hund er blevet myrdet, og han beslutter at opklare sagen. Eftersøgning fører til opdagelsen af, at moren ikke (som angivet) er død, men bor i London med en ny mand – den tidligere nabo. Det viser sig, at faren (noget karikeret spillet af Henrik Lykkegaard) har slået naboens hun ihjel, og Christopher, som nu ikke længere føler sig tryg ved faren, rejser alene til London og opsøger sin mor. Det er ikke den helt store overraskelse, da Christopher til sidst får 12 i matematik på A-niveau og i forsoningsgave får sin egen hund af faren. Som formidler af historien er Christophers lærer (spillet af hele Danmarks lærerinde: Mille Dinesen) på scenen det meste af forestillingen. Hun læser op fra Christophers dagbog og hjælper ham på vej i verden.
Der er ingen tvivl om, at det er en kæmpe præstation af Thure Lindhardt, som meget gennemført og overbevisende spiller rollen som Christopher. Det er uden tvivl ham, der bærer den næsten 3 timer lange forestilling, og det var en fornøjelse af se ham spille! For mig var det også en fornøjelse at gense Claus Bue på scenen i et hav af biroller. Stykket er sat op med en række Brechtske verfremdungseffekter – skuespillerne bliver fx på scenen, selv om deres karakter ikke er en del af den igangværende handling. En god forklaring kunne være, at alle disse karakterer rumsterer i hovedet på den sensitive Christopher. Scenografien er virkelig flot – inspireret af professorterningens kvadratiske felter. De mange tal, der optager Christopher, kastes rundt på bagvæggen. De scener, der gjorde størst indtryk på mig, var scenerne fra London. Ved hjælp af lys og lyd opstod en stemning af overvældende reklamer og offentlige meddelelser, larm og uro. Desværre blev det aldrig helt tydeligt, hvad der er forestillingens centrale fortælling – er det fortællingen om livet som autist? Om opklaringen af et mord? Om afsløringen af familieløgnen? Men Thure gjorde det til en fin oplevelse – uanset hvilken historie, den enkelte tilskuer måtte vælge at opleve som vigtig.