antigone - en tragedie

En græsk tragedie. Et stykke skrevet af Sofokles for godt 2500år siden. Så kan det ikke blive mere gammelt og støvet. Men der er vel en grund til, at de gamle græske stykker bliver spillet den dag i dag? Ja! Teksten virker stadig aktuel og interessant. Men desværre er der ikke meget liv i Aalborg Teaters opsætning.

Det er græsk, det er gammelt og så handler det også om noget så tungt som politik. Fyldt med intriger og drama på højeste plan. Hør blot et resumet af stykkets handling: Ved begyndelsen er magten om bystaten Theben overstået. En stor krig er lige slut. Kreon er den nye konge. Hans to nevøer, brødrene Polyneikes og Eteokles, kæmpede om tronen og dræbte hinanden. Kreon deklarerer Eteokles som helt og Polyneikes som forræder. Han nægter Polyneikes en begravelse. Alle der trodser hans bud og forsøger at begrave ham skal straffes med døden. Mens Eteokles får sin begravelse, ligger Polyneikes’ lig uden for byens murer og rådner. Antigone som er søster til de to - går mod kong Kreons bud og begraver i sorg sin bror Polyneikes – som guderne også foreskriver. Antigone er forlovet til Haimon, Kreons søn. Kreon er nu splittet mellem at holde sit ord eller lade sin niece dræbe. Og kan en konges bud stå over gudernes love?

Her er handling nok til flere sæsoner af en Netflix serie, komprimeret til 2 timer og 20 minutter.

Det er tydeligt at mærke at Camilla Kold Andersen har taget et meget bevidst valg. Stykket er stilistik. Skuespillerne er malet blå og iført absurde og mørke gevandter. De har en stilistisk karikeret gangart og mimik og spiller klovnede og grotesk. Jeg kan mærke, at det alt sammen er med vilje, men desværre ikke helt virkningsfuldt. Replikkerne bliver næsten leveret fladt og uden liv eller råbt skrigende. Stilen er mere forstyrrende end effektfuld. Jeg ville have ønsket at det stilistiske havde været endnu mere udtalt og stramt. Endnu mere gakket og grotesk og gået linen helt ud. Det var ikke absurd nok til at være rigtig komisk eller komisk nok til at blive rigtig tragisk.

Stykket og skuespillerne er slet ikke dårlige, men det bliver bare aldrig rigtig godt. Teksten løfter sig aldrig ud over scenekanten. Der er en dissonans i opsætningen og teksten, mellem skuespillerne og teksten, mellem den mørke tunge og hårde lyssætning, og skuespillernes laisser faire spillestil. Jeg var underholdt, men også kun lige. Her manglede saft og kraft som stykkets tekst ellers indeholder rigeligt af.

Det interessante ved dette stykke skete først da stykket ”sluttede”. Her var indsat en ny slutning. En tekst af tyskeren Wolfram Lotzn kaldet ”Politikerne” – en meget lang monolog – her leveret af Antigones søster Ismene spillet af Clara Josephine Manley. En stream of consciousness tekst. En nærmest messende og helt utrolig gakket sjov og sigende tekst om politikerne. Det giver god mening at sætte denne tekst i slutningen af Antigone – som netop handler om at holde politikerne/magthaverne ansvarlige for deres handlinger og valg.

Jeg fornemmede dog, da jeg forlod teatersalen at flere ikke helt forstod meningen med denne nye tekst, fordi den så abrupt blev indsat i slutningen og totalt overtog stykket. Men for mig var denne tekst og leveringen af den en meget flot redning på denne tragedie.