Det skulle være så hyggeligt - men!

Nytårsaften er altid en aften fyldt med forventninger til årets fest - og det ender stort set altid ud i et kæmpe antiklimatisk blackout. Det samme sker i teater GROBs nye forestilling "Peter og Elgen". Vi befinder os i en svensk skovhygge nytårsaften, hvor Peter har inviteret sin ex kone Camilla og sin bedste ven op for at holde nytår. Sammen har Peter og Camilla datteren Astrid, som ligeledes er i hytten. Peter har inviteret Camilla med den skjulte dagsorden at vinde hende tilbage igen, og har sat alle styrker ind for, at dette skal ske. Dog udvikler aften sig ikke helt i Peters favour, da den tårnhøje Katrine pludselig indtager scenen med en glubende appetit og en evne til at sige alle de forkerte ting på de helt forkerte tidspunkter.
Thomas Levin, som har skrevet denne forestilling, har taget emnet skilsmisse op i en humoristisk kontekst, som sætter fokus på, hvad der sker med børnene i forholdet når kærligheden svigter. Det har udmøntet sig i en velskrevet og humoristisk forestilling fyldt med små gimmicks, som giver det mere alvorlige emne et lettende touch.
Den lettere gumpetunge Katrine, spillet af Lise Lauenblad, som gennem forestillingen viser sig at være en engel "in disguise", formår egenhændigt at vende det totale kaos til en form for kosmos samtidig med, at hun løfter forestillingen op på det humoristiske platau, hvor den hører hjemme. Forestillingen er generelt meget velspillet og Lars Ranthe og Charlotte Munck formår virkelig at indtage publikum. Hvor forestillingen halter lidt er bedste ven-karakteren som man, til at begynde med kunne have svoret var til mænd, især da han uden forbehold giver Peter et smækkys lige på munden. At denne karakter i virkeligheden viser sig som førsteelsker kan være lidt svært at tro på. Dette er dog bagateller i forhold til forestillingen som helhed som bestemt er seværdig. Efter forestillingen havde jeg en meget let stemning i kroppen, hvilket er en sjældenhed når man befinder sig i teater GROB regi, men det klædte både forestillingen og teatret, og det var en rar fornemmelse at tage ud i Københavns gader med.