Klimakedelig

”Vantro” tog et aktuelt og interessant emne op, da de opsatte deres klimakomedie. Det interessant var at se forestillingens forsøg på at vise de personlige facetter der kan ligge til grund for holdningerne til klimadebatten. Desværre druknede skuespillet i det overvældende tempo i forestillingen.

Skuespillet blev en kamp om at plapre løs i et tempo der var unormalt og i længden førte til publikums kedsomhed. Forestillingen var i høj grad domineret af lange dialoger med smarte ord og udtryk der hørte sig til i en rigtig klima debat – ikke en komedie. Som publikum var det en lettelse hver gang tempoet kom ned, enten ved en mystisk rengøringskone eller en mindre begavet aktivist, men disse åndehulerne var der desværre langt imellem.

Det var ikke meget forestillingen rørte. Skuespillet bar i høj grad præg af hurtige humørskift og unaturlige reaktioner, hvilket gav indtrykket af at flertallet af skuespillerene spillede en rolle uden integritet. De unge skuespilleres halvhjertet kærlighedsforhold virkede som en sideløbende historie uden indhold. En følsom kærlighedssang virkede ligeledes malplaceret og Reimer Bo-indslaget var en sjov idé, men havde ikke den store effekt. Hovedrolleindehaveren var bedst i de følsomme øjeblikke, hvilket man som publikum gerne ville have set mere af.

De lange ordvekslinger gav dog plads til at dvæle ved scenografien som sad lige i skabet. Den gennemførte kulisse var imponerende at betragte med sin udførlige dybde og kant. Publikum havde delvist udsyn til hvad der foregik bag kulissen, hvilket gav en dejlig fornemmelse for teatrets styrke – skuespillernes og publikums tilstedeværelse.

Det udemærkede emne tog overhånd og domminerede, og gav karaktererne plads til udfoldelse.