I DAG:
Anbefaling - Scene

Længe leve fantasien!

Kapløbet anbefalet af Jette Malling
4. februar 2018
Vurdering:
Samlet vurdering:
På "Anemonen" gæstespiller Nørregårds Teater frem til den 18. februar med forestillingen "Kapløbet"; et stykke, der er rettet mod de 6 - 12-årige.

Det er historien om pigen - uden navn - der er så stolt og glad for sin far, Gunner, som hun - tilsyneladende - laver så mange ting sammen med.
I løbet af forestillingen fortæller hun os om, hvor utrolig god han er til at bygge racerbiler, så hun og han sammen ikke bare kan deltage i, men også vinde hvert års løb.
Gunner er også hurtig, for han kan løbe racerbilen op til en hastighed på 70 km. i timen - og løber han ude på vejen, er han så hurtig, at jorden bogstaveligt brænder under ham.
Hun fortæller også om de andre ting, de har lavet sammen; fx har de bygget en musefælde, der kan sige som en ost samt et apparat, som kan kommunikere over store afstande.

Sidstnævnte er vigtig, for Gunner er nemlig ikke til stede. Han er astronaut og arbejder ude i rummet, hvor han undersøger de sorte huller, der opsluger alt, der kommer forbi.
Eller er han nu lige astronaut? Han kommer jo hjem til aftensmad.

Et er imidlertid sikkert: Gunner er fraværende. Han er helt væk, og - viser det sig senere - (op)slugt af kalenderen.
Faktisk har han været væk så længe, at moren dårligt kan huske, hvordan han ser ud, og pigen må indrømme, at billedet, hun har tegnet af sin far, alligevel ikke er så sandfærdigt.

Hovedtemaerne i "Kapløbet" er fravær og savn, drømmen og ønsket om nærvær og samvær i et familieliv, hvor ikke alt kan og skal skrives ind i familiekalenderen, for man kan da umuligt planlægge sådan noget som hyggetid.

Der er et uhyre vigtigt og yderst relevant budskab i denne forestilling til nutidens forældre, som for de fleste vedkommende - som jeg oplever det - med deres mobiltelefoner i hånden prioriterer deres "såkaldte liv" på de sociale medier og deres karriere så højt, at hele deres opmærksomhed er rettet mod noget, som ikke er til stede, ikke er nærværende i nuet som fx barnet, de har i klapvognen lige foran sig, er.

Min lille ledsager på 7 år så selvfølgelig et helt andet stykke, end jeg så. Hun var meget bekymret over, at faren var blevet væk. Han måtte da være et eller andet sted - og han skulle findes.
Men stykket igennem var hun dybt optaget, for "Kapløbet" rummer nemlig også genkendelige fortællinger om barn/voksen-forholdet, og bl.a. de scener, hvor "jeg-er-den-voksne-så-jeg-bestemmer", tog kegler.

Stykkets scenografi er enkel og består udelukkende af papkasser og papstykker. Men i denne fantasiens verden forvandler de sig på magisk vis snart til en dug, der skal strækkes og lægges sammen, snart til et hjem, hvor der energisk bliver støvsuget, siden til en rumraket, ja sågar til en øde ø midt ude i det store, mørke hav.
Her er det kun fantasien, der sætter grænser.

Tag derfor dit barn i hånden og gå ind og se dette stykke, der giver så rigelig stof til eftertanke og samtale.

Er du underviser i 0. - 5. klasse, så tag dem med ind på "Anemonen".
Der er til stykket udarbejdet et utrolig fint undervisningsmateriale, som med lethed kan tilpasses netop din klasse, og som lægger op til gode refleksioner og samtaler om nutidens familieliv i overhalingsbanen - til hverdagens kapløb.
Vælg kategori:
Vælg region:
AKTUELT LIGE NU
Sangen om Oda og Anton
Spilleperiode 7. feb - 8. feb
Waiting Places
Spilleperiode 10. feb - 9. mar
Majas løfte
Premiere 15. mar - 15. feb
DAMEKROP – ON TOUR
Spilleperiode 24. jan - 4. feb