HYPOKONDER PÅ DELTID

Stykket er både en kritik af lægestanden og en diagnose af hypokonderens karakter. Forestillingen lægger ifølge programmet vægten på det sidste. Med god grund: Lægekunsten har udviklet sig betydeligt siden Molières tid, så meget af kritikken er irrelevant. Derimod er beskæftigelsen med den hypokondriske karakter mere betydningsfuld end nogensinde – som diagnose af vor tids menneske og den omgivende kultur. Vi har oplevet en del narcissister i kunsten. Hos hypokonderen er bevægelsen indad endnu stærkere – navlebeskuelsen går helt ind i tarmsystemet. Hypokonderen er som et sort hul, et altædende centrum, der lammer sine omgivelse og gerne suger al energi til sig. I stykket går det ikke så galt, for omgivelserne gennemskuer og står imod, men hvis hovedpersonen Argan virkelig formåede at kontrollere dem, som det var hans agt… Nok er stykket løst i fugerne, og Holberg har med rette påpeget den manglende konsekvens i intrigen – og set sin egen komedie om den stundesløse som et mere dramaturgisk korrekt modstykke til Molières, men hypokonderen er ikke desto mindre en stærkere og farligere karakter end den stressede – forudsat selvfølgelig, at han bliver spillet med dybde og konsekvens. Det kunne ligne en oplagt opgave for Kristian Halken, som spillede Argan, men figuren fik aldrig tyngde. Det var, som om han snarere spillede en komediant, der spillede hypokonder, når han ikke varetog andre opgaver, såsom at forvalte en masse småsjove anakronistiske numre, der kunne peppe enhver skolekomedie op. Desværre var en anden fremragende skuespiller, Ditte Hansen som den intrigerende tjenestepige, også pålagt den opgave. En del af numrene var nu gode nok, den ordløse tale og ganske meget andet. Dér holdt stilen: Molière var i sine sidste komedier, da han havde forladt den højere stil (se Misantropen i Skuespilhuset), inspireret af folkelige teaterformer, hvor den slags hørte hjemme. Hvorfor så de mange fokussplittende anakronismer? Troede man ikke tilstrækkeligt på tekstens enorme potentiale i en tid, hvor virkelig mange synes, at de skal være stakler for rigtigt at have eksistensberettigelse? Det var diagnosen. På andre punkter strutter forestillingen af saft og kraft. Især blev jeg holdt i ånde af Johanne Louise Schmidt, som blandt andet gav begrebet falde på halen komik en ægte åndfuld betydning – og af Kristoffer Fabricius som den monstrøst robotagtige androgyne lægebejler, hun heldigvis ikke fik.