I høstmånens lysglimt

Teaterdirektør på Aarhus Teater ireren Mick Gordon har haft den prisvindende irske dramatiker, forfatter og instruktør Brian Friel som kunstnerisk mentor og penneven i mange år.

Så hvad er mere naturligt for teaterdirektøren end at iscenesætte dette års opsætning på Aarhus Teaters Scala-scene af hans favoritstykke af hans favoritforfatter Brian Friels meste kendte og prisvindende stykke, Dans Under Høstmånen? Det er første gang, at han som kunstnerisk leder står frem som instruktør på sit eget teater.

Vi er i sommeren 1936, og en ny forfatning er lavet, der bl. a. definerer kvinder i forhold til hjemmet alene. De fem søstre Mundy lever under samme tag et nøjsomt liv i et hus uden for den lille irske landsby Ballybeg. Alle er ugifte, men den yngste søster Christina har sønnen Michael, og det tales der om i det lille samfund.

GUD PASSER PÅ OS
Den ældste søster Kate (Trine Pallesen) har indtaget rollen som familiens overhoved og har sit hyr med at opdrage og styre sine medsøstre. Vi møder den sarkastiske, fandenivoldske og kæderygende Maggie (Marie Louise Wille). Den stille, men genstridige Agnes (Laura Drasbæk), og den enfoldige Rose (Ene Øster Bendtsen samt familiens sorte får, Christina (Sicilia Gadborg Høegh), med syvårige Michael i voksenskikkelse af Bue Wandahl, som er stykkets erindrende og fine fortæller.

Erindringerne inkluderer også Marconi radioen, hvorfra tidens dansemusik lyder, når de yngre søstre er løbet tør for ord og kaster sig ud i vild dans. Storesøster Kate er bestyrtet, for i det strengt katolske hjem danser man ikke. Hun må dog give sig hen et øjeblik og slår sig løs i traditionel irsk dans. Indre længsler trænger sig på. De drømmer om at deltage i den årlige høstfest, Lughnasa, efter den hedenske gud Lugh. Her er dansekonkurrencen højdepunktet, og den bedste mandlige danser kan her vælge sin brud blandt de kvindelige deltagere.

IDEALER UDFORDRET
Begivenhederne eskalerer for alvor, da onklen Father Jack (Kim Veisgaard) vender tilbage efter 25 år som missionær i Afrika, og Michaels far, Gerry, (Holger Østergaard) også pludselig dukker op. Og så er fanden løs.

Den flyvske Gerry, der i al sin flyvskhed fik gjort Christina gravid uden for ægteskab, inden han nogle år efter flyvsk drog ud på egne eventyr som sælger, vender 13 måneder senere ligeså flyvskt hjem igen som – så vidt han vælger at huske – succesfuld grammafonsælger.

Fader Jacks ordforråd har forrådt ham, og han kan knapt huske, om han kan huske noget. Men han kommer sig og fortæller begejstret om sine oplevelser som missionær i Afrika. Om andre skikke, flerkoneri, skytsånder i afrikanske stammesamfund, som får storesøster Kate til at eksplodere, at Pave Pius 11. vil blive vred over den slags verbale udladninger. Hun må se sine gudfrygtige idealer udfordret, og det bliver sværere og sværere at holde sammen på de uregerlige søstre.

MINDERNE GØRES OP
Stykket tematiserer minder, erindring, familie, kærlighed, tragedie og glæde, og Friel spørger, hvor sande erindringer er og viser, hvordan ord ikke altid er nok, når mange følelser er på spil.

Friel viser søstrenes karakter og deres sårbare sider, som de ikke selv kender, men jeg som publikum kan se. I mine øjne en genialitet og det virker som om, at Gordon som instruktør har været på spil med sit store kendskab til Friel´s dramaturgi om menneskers måde at tolke sin handlinger på. Og det er her Friel har sit virkelige ærinde. Broderer vi på vores erindringer, så de havner et godt stykke fra virkeligheden? Og skønmaler vi fortiden for dermed at geråde os i håndgemæng med sandheden?

Ingen skuespiller bør her fremhæves. Alle spiller overbevisende og forløser fint deres karakterer. Dog savner jeg lidt dybde i figurerne, der af og til virker lidt for luftige. Trine Pallesens traditionelle irske dans virker noget tillært og underligt umotiveret i stykket, der ellers har dansen som et af sine omdrejningspunkter.

Friel har indskrevet detaljerede sceneanvisninger i sit stykke, og det virker overbevisende i irske Ferdia Murphy´s scenografi, hvor scenen former sig som en skrå oval med frodig have og køkkenindretning á la Morten Korch. Idyllisk, og effektfuldt kontrasterende til stykkets handling.

Til slut gør Michael minderne fra sommeren i 1936 op konkret, men også illusorisk. For hvad bygger minder egentlig på? Virkelige hændelser eller følelsesmæssige udsving og drømmetænkning? Alle figurer står smukt placeret rundt på den ovale scene med hovederne let bøjet. Gerry, Agnes og Rose lidt til venstre. Gå ind og se hvorfor.

Det er en gribende, tragisk og medrivende forestilling, hvor jeg flere gange måtte grine og græde med karaktererne. Først og fremmest fordi, at det er en smuk fortælling.

(Dans under høstmånen spiller fra 11. april til 17 maj på Scala på Aarhus Teater.)