At glemme hvad ikke kan ændres

Jeg synes det er en smuk idé af Pelle Koppel at samle trådene på sit hold fra skuespillerskolen i Århus 20 år efter sidste møde, med titlen ”men lever man?”. At vælge ”stormen” af Shakespeare til dette undrer mig dog lidt.
Jeg kan godt forstå at idéen om at jage lykkens spøgelse i et hav af følelser er smuk, og jeg kunne godt lade mig forføre af de poetiske replikker. Pelle Koppels opdeling af holdet i en 40-års livstrilogi (Først bliver man jo født – 1994, Men lever man-2014, Og pludselig dør man!-2034) passer ”stormen” jo også godt i. Men at tale på scenen med shakespeares gamle formuleringer bliver meget let distancerende og utilgængeligt, så der opstår en lettere irritation ved oplevelsen af stykket. Omvendt blev replikkerne kløgtigt gentaget, og dermed udpenslet, igennem stykket af og til. Min irritation ligger dybest set i manglen på noget nutidigt, direkte kommenterende på dette hold. En indsigt i deres relationer, som ikke kun kom til udtryk i det tydelige stærke fællesskab på scenen. Hvorfor giver det mening at lave en 40-års livstrilogi?
Når det kommer til rammerne, skal komponisten Peter Kohlmetz Møller komplimenteres for sit stemningsskabende lydunivers, omend det virker lidt dominerende.
Nadia Nabil og hendes scenografi var ikke nyskabende, men virkede derfor ærlig talt på mig lidt amatørteater-artigt. Det samme gør sig i nogen grad gældende for lyddesignet af Raphael Solholm, som godt kunne have taget stemningerne af et sunket skib og spøgelser op til refleksion.
Når det kommer til disse rammer, var der én ting jeg elskede. Tydeligst set i ekspositionen, hvor man oplevede at skuespillerne efter endt replik under dæmpet belysning skiftede position, for derefter at stivne i denne under næste replik med fuld belysning. Denne tydeliggørelse af skuespillets teatralske grundvilkår var et smukt bidrag til Shakespeares overvejelser om menneskets illusoriske insisteren på en jagt og klargørelse af lykken.
Samlet var ”men lever man?” et stykke, som trods sin til tider amatørisme (et meget tydelig eksempel er programteksten af Pelle Koppel), værd at opleve for sit spændende manuskript.