47 timer efter..

Der er gået 47 timer, siden jeg trådte ud af Anemoneteatret, og jeg kan stadig ikke beslutte mig for, hvordan denne anbefaling skal udformes. Jeg kan kun konstatere, at jeg ikke er synderligt begejstret. Og nok i virkeligheden, kan jeg konstatere, at jeg rigtig gerne ville have elsket denne børneforestilling.. men det gjorde jeg bare ikke.

Børneteater er en genre, som balancerer på en hårfin grænse mellem det fantastiske og det patroniserende gys af slagsen. Måske er det derfor, at det har været så svært at placere denne forestilling. Fordi den balancerer mellem både gode elementer, men også nogle meget forvirrende og tamme valg.

Det var befriende, at skuespillerne ikke talte ned til deres publikum og at stykket ikke rummede en masse let slap-stick humor. Men musikken, teknikken, kostumerne og replikkerne havde en tendens til at blive lidt 'for meget' - og hele meta-dukkeforestillingen med historien i historien, var måske mere forvirrende end som så.

Da jeg cyklede hjem fra forestillingen boblede min mave ikke over af indre glæde og en tro på den magiske verden vi lever i. Og det er netop det som godt børneteater kan.