PH-værdien, mere hygge end syre

To bogstaver er nok, og datiden ( 1920-70) skummer over af : flab, provokatør, gadedreng, sex-vild, kort sagt: samfundsrevseren, lys-og visemageren, Poul Henningsen.
For PH kunne provokere – allerede fra fødslen - med forfatter/kvindefrigøre Agnes Henningsen som mor – der bevidst fortiede faderens navn (forfatteren Carl Ewald – og ikke som PH håbede Georg Brandes).

Fra 20erne og frem satte PH sit kulturradikale fodaftryk, som mestens sad i borgerskabets bag. Det sigment, der i dag, har PH-lamper i samtalekøkkenet og i muntre stunder skråler ”Ølhunden glammer” – det var dem, han oftest gav en opsang. Og rime kunne PH. Frækt og provokerende. At rime ”en brændenælde” på ” det seksuelle”- så kan man noget, med begge dele!

PH var også folkelig og sprogfornyer, altså på den fede måde, ville han i dag, ironisk vrænge.
Liva Weel, datidens revyprimadonna, var med til at gøre ham folkelig – men ikke mindre kontroversiel – og forvirrende. For hvor hørte PH til?
De kulturradikale skiftevis elskede og hadede ham. En ufrivillig pendling mellem Politiken, Socialdemokraten og Ekstrabladet - for til sidst at ende som redaktør af Forbrugerbladet Tænk.

Cabaretten ”Smækkys – PH i tide og utide” vil belyse det hele” – ikke ved PH lampens indirekte lys – men lige på og hårdt. Citater, viser -privatliv. Tre på scenen. Han (Allan Højer) er PH med andre, Hun (Rikke Duelund) PH’s damer, ikke mindst Liva Weel – og musikken, guitaristen m.m.(Allan Thorsgaard) – heftigt iscenesat af Judith Rothenborg.
Vi får PH, fra fødsel til død – modgang, fiaskoer og det vi husker, succeserne: Man binder os på hånd og mund, Nå, I dit korte liv…

PH’s talent var unikt – og de tre på scenen pukler for at yde ham retfærdighed. Og vi er godt på vej, når de tre med PH swinger: Kys det hele fra mig …
En fin oplevelse, tilsat nostalgiens lette æter. Vi nynner, smiler… men provokeres?
Forestillingens PH-værdi er mere til hygge end syre.
Det ville ikke passe PH – men det gør det til gengæld forestillingens målgruppe.