Casper Christensen Komplekset

Jeg var meget begejstret for ”Casper Christensen Komplekset”, som på en bidende satirisk måde afspejler tendensen i samfundet til at gøre næsten hvad som helst for at få sine 15 minutters berømmelse. Det er både morsomt, begavet, velskrevet, godt instrueret af Pelle Koppel og giver stof til eftertanke. Man går hjem med følelsen af at have fået noget åndelig føde til hjernen.

Stykket foregår i receptionen i produktionsselskabet ”Douglas Entertainment”, hvor 3 håbefulde, arbejdsløse skuespillere venter på at få en audition hos Guden over alle, Casper Christensen himself.

Kun én ad gangen er så heldig at blive lukket ind i elevatoren og ført op til 3. sal, hvor Guden dømmer vind eller forsvind, de andre kan gå frustrerede hjem og komme igen næste uge.
Sekretæren, selv skuespiller uden roller, står til rådighed for Casper og lader sig udnytte, for et knald med Guden selv er næsten lige så godt som at lande ønskerollen og som hun siger ”Lidt ondt gør det jo altid”

Stykket afspejler, hvordan ironien i stigende grad præger vores sprog, tanker og følelser, korrumperer vores børn, overskrider vores grænser, nedbryder moralen og forsimpler vores holdninger.

Den dobbelttydige titel ”Casper Christensen Komplekset” får èn til at tænke om skuespillerne har komplekser i forhold til Guden Casper eller om det skal forstås som Casper Christensens Imperium, eller kompleks af produktionsselskaber, som æder folk op og spytter dem ud igen.

Det er 2. del af dramatikeren Jacob Weis` trilogi. ”Kunst, humor og angst”
1. del fra 2011 hed ”Udslæt Hornslet” og den kommende 3. del ”Von Trier, persona non-grata” ventes i 2015.

Skuespillerne Lotte Andersen, Filippa Suenson og Anders Juul kaldes i stykket deres almindelige navne, undtagen Benjamin Boe Rasmussen som konsekvent kaldes Ditte Hansens mand. Er man ikke selv berømt nok, kan man jo altid bruge den berømte kones navn til egen fordel.

I første del af stykket befinder publikum sig midt i en sit-com med dåselatter, klappen og jingles og i anden afdeling efter pausen, er man pludselig back-stage og skuespillerne er sig selv, eller er de ?
Man forvirres, man forundres og man griner af de mange hentydninger til Mandrillen, Klovn, langt fra Las Vegas og Tandbørsten. Selv Søren Kierkegaard bliver flettet ind i handlingen med citatet ”At fastholde ironikeren synes umuligt eller i det mindste lige så besværligt som at afbilde en nisse med den hat, der gør ham usynlig”
I slutningen tager skuespillerne nissehuer på og går ind på scenen, publikum ser ……… ingenting !
Fantastisk slutning synes jeg.