En moderne Quasimodo

Ja, det virker måske en smule forunderligt, at vi i en nutidig fortælling kan drage paralleller til Victor Hugos fortælling fra 1831, men ikke desto mindre er præmissen den samme. Misfosteret, der forsøger at skabe sig et ståsted i normalitetens strenge samfund. En stærk og tankevækkende fortælling om det at være anderledes, men i særdeleshed også en fortælling om den egoistiske beslutning det er at sætte et barn i verden. Sceneriet er en noget andet end i den gamle fortælling, idet fortællingen ganske samfundskritisk tager sit udgangspunkt i en forherliget tanke om, hvordan vi gør ghettoerne nyttige. Desværre sker dette uden hensynstagen til de residerende, som må krybe væk grundet presset fra middelklassen. På en meget flot og overbevisende måde formår spillerne at formidle historien så ægte som muligt, og den minimalistiske scenografi muliggjorde, at fortællinger kunne udfolde sig også uden ord. Jeg grinede og gispede og gik der fra med en lyst til at diskutere emnerne! Wauw, bare wauw!