De glemte sange får nyt liv i ny forklædning

Lad mig starte denne anmeldelse med at sige, at jeg er kæmpe fan af Melodi Grand Prix. Det kan jo i og for sig både være en god og en skidt ting for Musicalteateret, for det betyder både, at jeg sætter stor pris på musikken, men måske også at jeg er så meget desto mere kritisk overfor det jeg bliver præsenteret for.

Jeg har flere gange haft lejlighed til at se den første af de to Vi maler byen rød-forestillinger live, og var meget begejstret for den forestilling, så det var med store forventninger jeg gik ind til denne selvstændige efterfølger. Handlingen er denne gang henlagt til det spanske, hvor vi både kommer til begravelse, på casino og til grisefest med en noget dysfunktionel familie med masser af intriger i soap-stil, udtalt inspireret af Glamour, Dollars og Dallas.

Musikken fylder naturligvis meget i forestillingen. Hvor vi i den første historie blev præsenteret for nogle af de allermest kendte hits, ikke mindst fra Danmarks Grand Prix-guldalder i firserne, så er der denne gang blevet grebet lidt dybere ned i krukken efter de sange, som måske er knapt så kendte, og som måske for mange mennesker er gledet ud i glemslen, men som meget langt hen ad vejen ikke desto mindre fortjener det shine som de får i denne forestilling. Sangen er da også en af de store plusser ved forestillingen her. De fleste skuespillere synger rigtig godt, og der er lavet gode vokalarrangementer af mange af sangene.

Koreografen og de to scenografer har gjort et godt stykke arbejde med skuespillerne i forhold til dans og iscenesættelse, som ligeledes fungerede godt. Der er mange store shownumre, men der er også numre med en mere stemningsfuld og smuk iscenesættelse. Det er dejligt, for det bryder med de store og mere højlydte scener. Især blev jeg bjergtaget af en helt magisk udgave af den udenfor Grand Prix-kredse vist helt glemte ”Den drømmende by”, som var både yndig og rørende i denne udgave. Sjov og kreativ var ”Jeg snakker med mig selv”, ligesom også ”Vild med eventyr” blev meget fint iscenesat. Selve scenografien er gennemgående ret enkel, og de har god glæde af LED-skærme, som både bruges til at sætte scenen på f.eks. casinoet og til at lave back drops til nogle af sangene.

Først- og sidst nævnte sang blev fremført af de skuespillere, henholdsvis Zilla Julie Finne og Bjarke Atterdag Helgason, som var nogle af dem der shinede mest. Lise Kloborg Pedersen spillede sin rolle som moderligt flagskib med stor autoritet, ligesom Cæcilie Morild var sjov som den evigt underkuede stuepige Gyda.

Disse fire, og andre med dem, faldt måske allermest i min smag fordi de spillede deres roller autentisk, hvilket leder mig over til en af mine to anker ved forestillingen her. Jeg er med på, at man med inspirationen fra de store soap opera-serier med vilje har skruet op for spillet, men det kommet efter min smag til at clashe, når nogle skuespillere overspiller helt vildt og andre spiller mere naturalistisk. Der kommer skuespillet til at virke – nå ja, amatøragtigt, hvilket det jo dybest set også er, for det er ikke professionelle der er på scenen – men jeg synes det er synd, når nu så meget andet fungerer super godt.

Min anden anke er historien, især slutningen, som selvfølgelig ikke skal afsløres her. Det bliver pludselig meget rodet, og man får i al hast bundet nogle sløjfer, deraf nogle lidt skævt, sådan at logikken ryger og historien falder lidt fra hinanden.

Der er altså klart både noget der trækker op og ned i forestillingen her. Sang og dans fungerer gennemgående flot, skuespillet og historien er mere blandet. Forestillingen er dog stadig meget anbefalelsesværdig, for det er god musik og god underholdning, og man bliver både rørt og får smil på læben.