De sidste humanister på besøg på Mungo Park

Er vi vidne til landets sidste humanister? Det spørgsmål stiller Mungo Park i deres foromtale af stykket Fritz Hansen folket, og de forsøger igennem en genoplivning af brødrene Edward og Georg Brandes at give et bud på et svar - eller rettere, de giver et kalejdoskop af svar.

Stykket er en gennemgang af en lang række kulturhistoriske begivenheder, ligefra den med 2017-briller helt utrolige nedgørelse af Josephine Baker i 1920-erne til vor tids diskussion af ekspertvælde, forblændelse af det finkulturelle og brug-og-smid-vækkunstnere.

Som så ofte før på Mungo Park, er forestillingen akkompagneret af livemusik. Som i de andre stykker jeg har set på Mungo Park, Opsang og HC Andersens Eventyr, understøtter musikken, som i denne forestilling mest spilles på trommer af Morten Ærø, forestillingen. I dette tilfælde savnede jeg og min ledsager dog lidt mere variation i det musikalske billede.

Ros skal Mungo Park også have for at bruge lyssætningen godt - igen her var den stemningssættende, selv om den helt i slutningen sagtens kunne være brugt endnu mere effektfuldt.

Mest begejstrede var vi for de to Brandes-brødre, her spillet af Anders Budde Christensen og Mads Hjulmand. De bandt forestillingen super godt sammen. Jonas Munck-Hansen var både lækker som den fallerende jazz-musiker Christian og ubetaleligt morsom som den nedladende og småtskårne Brigitte fra Næstved, som engang havde sendt et brev til statsministeren. Omvendt savnedes udvikling og variation i hovedfiguren Rune, spillet af Henrik Prip. Han var efter vores vurdering for konstant højtråbende, og havde ingen udvikling, selv om forskellige handlingsdele godt kunne have givet anledning til menneskelig udvikling.

Du går ikke upåvirket ud af salen, hvilket jo altid er godt, og der er rig mulighed for at diskutere de valg der var truffet omkring forestillingen. Ligeledes var der på de fleste pladser også gode skuespilpræstationer. Omvendt gik både min ledsager og jeg ud i foyeren med følelsen af ikke helt at vide, hvad det var forestillingen ville os. Vise at der både var plads til den lille og den store kunst? Provokere os til at tænke over os selv som kulturbrugere? Frustrere os? Det er svært at sige. Ligeledes var der dele i den i forvejen lidt tynde handling, som virkede mærkeligt malplaceret - udflytning af arbejdspladser fik f.eks. megen taletid, mere end pointen i at inddrage dem kunne bære.

Samlet lander jeg på tre stjerner for denne forestilling. Der var dele som var tankevækende og som kaldte på smilebåndet, men der var også dele som blev for mange, eller manglede sammenhæng. Derfor lander jeg på en karakter i midten.