Oh Lando - sikke ben
Vurdering:
Samlet vurdering:
Mænd er fra Mars, kvinder er fra Venus. Det gælder ikke for Orlando, som både i mande - og kvindeskikkelse er fra Jorden. Den kropslige forandring betyder ikke så meget for Orlando, men vilkårene for de to køn er bestemt forskellige. På de tider, hvor Virginia Woolf skrev Orlando, var det bedst at være mand. Så kunne man være rig, besiddende og bestemmende. Kvinder kunne ikke eje, skulle helst finde sig en ægtemand. Nogle vilkår som til dels også fylder i vor tid. Orlando bøvler med sit køn og med sin poesi. Orlando kan ikke lade være med at skrive ( som Virginia selv ) men det falder ikke i god jord. Faktisk bliver han hånet. Det er derfor lidt af en overraskelse, at det lykkes at få noget udgivet, da Orlando er blevet til en kvinde.
Stykket er fuldt af vedkommende problemstillinger, som kan relateres til nutiden.
Instruktionen er suveræn og lige i øjet. Rundt om Orlando er 4 tjenestefolk, som på skift spiller en mindre hovedrolle. Det gør de alle fire så flot og fyldt med humor. Det er så godt set, at et stykke lever mere, når der er flere at relatere sig til.
De største roser skal dog Maja Ravns scenografi og kostumer have. Scenografien er ´blot´ et stort spejl. Men som det kan bruges, så vi er på isflader, hænger i husmure, ser bagsiden af forsiden og ser os selv. Intet mindre end genialt.
2½ times underholdning i verdensklasse.