Turen til Nangijala

Bare en lille lort! Men med et hjerte så stort som universet og et mod, han ikke vidste, han havde.

Jeg taler naturligvis om lille Tvebak, som sammen med sin kære storebror, Jonathan, skal redde Det Gode fra Det Onde i landet; Nangijala.
Astrid Lindgrens mesterværk ”Brødrene Løvehjerte” på Teatret Zeppelin er et mesterværk; fantastiske skuespillere, få – men stærke – virkemidler og en fortælling, der kommer ud til både barn og voksen.

Der er seks skuespillere – som igennem forestillingen har flere forskellige roller -, en enkel scenografi, godt valg af lyd, musik og lys. Vi er ikke i tvivl om, hvad enten det er en begravelse, en hest, et lejrbål, Katlas grotte, hjemme i Kirsebærdalen, vi ser. Det hele virker! Tilskuerne bliver revet med på Tvebak og Jonathans rejse fra livet og til livet – efter livet. Det er en meget levende fortælling, og man kan ikke undgå at være helt opslugt af historien og de to brødres udfordringer på deres rejse. Tilskuerne bliver endda til tider delagtiggjort i forestillingen og på sådan en taktfuld måde, at det ikke føles akavet eller upassende.

Historien om brødrene Løvehjerte er fuld af mod, søskendekærlighed, spørgsmål om eksistens, og det kommer tydeligt frem i forestillingen.
Det er et meget stærkt hold skuespillere, som alle formår at bygge hver deres karakter(er) op, så vi ikke er i tvivl om, hvem der er hvem. Men bag et stærkt skuespillerhold, er der også stærke kræfter; instruktør, scenograf, lys- og lyddesigner, kostumer, teknik osv. Stor ros til alle i/bag/under denne forestilling.
Den skal have seks kongekroner herfra, havde den kunnet få flere, havde den fået det!
For en tilskuer som elsker historien om brødrene Løvehjerte, lever denne forestilling helt op til forventningerne og lidt til.