Skævheden drukner i pegen på sig selv

Overordnet er der en god skæv rød tråd gennem de fire egentlig uafhængige sketches, der alle tolker frit og fantasifuldt på titlen med lette og tunge temaer som 'mennesket imod døden', 'medisteren ind i munden', 'voldtægt', 'klipsemaskine ud af numsen' og 'lorten ned i toilettet'. De gennemgående rekvisitter, toiletterkummerne og de små charmerende kulisser, fungerer meget godt. Stykkets idéer er i sin renhed egentlig meget sjove og skæve, men det er som om de drukner i overspillet gentagelse, der udbasuneres gennem irriterende skrig, gråd og sygelig latter, og skævheden virker derved noget påtaget ved at pege så meget på sig selv, hvilket bl.a. også ses i stykkets titel. I pauserne mellem sketchene spillede en kontrabassist og en saxofonist iklædt jazztypisk skjorte og slips noget fragmenteret skramleri, der formodentlig skulle kaldes skæv fordi ingen forstår musikken. Allerede i anden pause blev musikken noget ensformig, og musikernes fraværende blikke gjorde det ikke mere skævt og 'underligt', sådan som de nok gerne ville have det. Slutsketchen vil jeg gerne fremhæve fordi den modsat de andre er ret godt syrealistisk og fordi der her effektfuldt er sparet på gentagelser og understregninger af pointer. 'Vejen til Hullet' er som skrevet fuld af gode idéer, men udførelsen vil så gerne være 'skæv' at den tenderer til irriterende. Skuespillerne taber på at overspille men vinder meget igen på deres charmerende energi og selvsikkerhed.