Alverdens problemer på ét sted

”The Falling Man” handler om uendeligt meget. Forestillingen skydes i gang ved at en af skuespillerne bærer en kasse ind, og i kassen har vi DET HELE. Finanskrisen, klimakrisen, det hele. Gennem stykket diskuteres både verdens undergang, menneskets ondskab, ulighed, Adam Smith og vores økonomiske system, og emnerne er så spændende og aktuelle at det næsten ikke kan blive kedeligt. Det formår det dog alligevel at blive. For måden, alle disse problemstillinger bliver formidlet på, er en fast form bestående af skiftevis en heftig dialog, hvor to skuespillere repræsenterer to modsatte holdninger i en diskussion, der ligesom aldrig rigtigt når nogen steder hen, og så musikalske indslag. Denne form fortsætter ligesom bare og give stykket en kedsommelig ensformighed. Sangteksterne er interessante og musikken er god og rar og stemningsfuld at høre på, men kunne ligeså vel have fundet sted ved en koncert. De første 80% af stykket bygger på denne form, og forestillingen kommer ligesom ikke rigtigt nogen vegne med alle sine spændende problemstillinger – det er ikke til at se, hvad det egentlig er, den vil, og man får som publikum ikke noget nyt perspektiv eller gjort sig nogle tanker om de store emner, man ikke havde før.

MEN de sidste 20% fejer pludseligt gulvet væk under publikum. Bandet, der ellers havde virket som et halvligegyldigt men dog dejligt selvironisk husorkester, blander sig pludselig i diskussionen, der kommer følelser frem i de to skuespillere, der ellers bare havde været kropsliggjorte holdninger, og sidst men ikke mindst kommer der endelig en forandring i scenens effektløse enkelthed. Jeg blev decideret skrækslagen, da der pludselig kom røg, stroboskoplys og hætteklædte skygger med dødninge-ansigter snigende frem fra bag scenen. Kassen med krisen og det hele bliver åbnet, undergangen er nær. På den måde formår forestillingen alligevel at røre ved og påvirke sit publikum, hvilket de i resten af forestillingen i den grad havde trængt til.