Misundelse uden sit fulde potentiale

Til at starte mig, tegner det rigtig godt. Vi bliver ledt ind i rummet, der virker spændende og lidt uhyggeligt men mest af alt vækker min nysgerrighed.
Desværre bliver det ikke så meget federe efter starten. Ganske vist er det smukt og til tider inderligt, men fortælletempoet i forestillingen forbliver utrolig langsomt. Det er ikke fordi at nogle af scenerne ikke kunne tåle en langstrakt inderlighed, men det bliver aldrig akkompagneret af noget "spændende", noget der lige gik hurtigere eller eller blev illustreret på en anden måde - bare et eller andet, der kunne overraske mig og få mig lidt op af den stol, jeg alt for tidlig skulle sætte mig på.
Of Envy. She Said. er en forestilling, hvor en kvinde kæmper med en kvælende misundelse og viser det gennem sælsom dans og musik. Mange af elementerne er i og for sig rigtig fine og fulde af følelse og potentiale, men som samlet oplevelse var det bare ikke medrivende - det var kedeligt, ganske enkelt.
Stræber man efter at skabe en rørende forestilling med denne slags dans og musik og den (i starten) fede scenografi, så kan man næste kun tillade sig at sigte lidt højere hvad angår ambitionerne for, hvad der kan lade sig gøre, og hvordan man kan fortælle.
Jeg har i hvert fald aldrig hørt om en bivirkning ved misundelse, der lød på at alt skal gå langsomt.