Grønland den danske arvesynd?

Selvom Nukâka er den eneste på scenegulvet er det tydeligt hun fungerer som talerør for generationer af grønlændere. Alle de der blev glemt, klemt og fortabt i forbindelse med den danske stats skiftende assimilations ideer får her taletid og spillerum.

Som enhver anden besættelsesmagt har vi danskere efterladt et blodigt spor gennem lokalbefolkningens bevidsthed og selvopfattelse, men af uvisse årsager så glemmer vi hele tiden Grønland og dets folk, hvorfor det er befriende at støde på teaterstykker som Strømsteder. Anklagerne er alle berettigede men ingen søger placering af skyld i dette stykke. I stedet er det tydeligt at skaberne ønsker at opbygge en slags gensidig forståelse mellem folket der blev ladt tilbage og de der bare rejste hjem.

Historien holdes efter min mening udelukkende sammen takket være ens egen fortolkning, personlige baggrund og tilgang til relationen mellem Grønland og Danmark. For selvom det er let at antage Nukâka Coster-Waldau taler til os fra et personligt ståsted, at fragmenterne serveret på scenen stammer fra virkelige beretninger eller spørgsmålene der rejses under stykket deles af mange grønlændere så bekræftes det aldrig.

De fire kongekroner gives for scenografiopsætningen med ”Far Danmark” og ”Mor Grønland” der taler til os fra to TVskærme bag kvinden i centrum. Jeg nød at opleve Nukâka Coster-Waldau på scenen. Hun kanter sig gennem minderne, vrider sig mellem historierne, synger længslen ud og charmere os alle uanset om det er i rollen som drankeren med traumerne eller frisøren med fordommene.