Perfekt – om de ”glemte” piger på Sprogø

En perfekt og flot forestilling, angående både skuespil, opsætning og al det andet, der hører en teaterforestilling til– og endda på en lille scene. Det er en vanskelig opgave, man sjældent oplever løst så fint som her. Stor ros til alle kræfter bag forestillingen og STOR ros til de 5 damer på scenen. Mest imponeret blev jeg af Kathrine Høj Andersens spil som sprogøpigen Ellen Rasmussen.

”Mødrenes synder skal nedarves på døtrene i 7 generationer!” Det er fejlciteret, men løgn er det ikke, at det tager 7 generationer før en ”syndefuld” handling er udvisket og udvasket. Eksternt og internt, viste forestillingen. Dengang og stadigvæk, viste forestillingen.

Historien om Ellen, hvis skæbne er forestillingens basis, var (er) desværre ikke sjælden. Nær 499 andre, lignende historier kunne der fortælles fra Kvindeanstalten/Pigehjemmet på Sprogø.

Mørklagt danmarkshistorie om racehygiejne: 1923 - 1961.

Kvinderne var farlige for det omgivende samfund og skulle isoleres. Farlige for hvem? For ”bukkene”? Og hvordan kunne det ske, at isoleringen fortsatte så langt op i tiden?

For er vi klogere eller bedre i nyere tid? Dårekister og bæltefikseringer bruges ikke. Fy-føj da. Vi er avancerede og anvender rask væk kemisk fiksering. Elektrochok har man genoptaget – i al stilhed. Får vi mon snart det ”hvide snit” tilbage? I al stilhed!

Hvem er det, der sætter sig selv så højt, at han/hun mener at kunne bestemme, hvad der er synd? Synd for den enkelte eller synd mod helheden.

Hvorfor skal vi være ens, eller næsten ens? Hvad gør vi med psykiaterne, når gen-selektion har fundet almindelig udbredelse og alle fødes ”normale”?