I DAG:
Anbefaling - Scene

KABALEN GÅR OP

Karlas kabale anbefalet af Ebbe Lautrup
16. november 2014
Vurdering:
Samlet vurdering:
Fanny Louise Bernth indgår med det samme en aftale med publikum. En aftale om at hun er skilsmissebarnet, Karla, på ni år, som har en mor, der er besat af et rengøringsspøgelse og skælder ud, og en far, der vist drikker for mange øl.

I virkeligheden er Fanny Louise Bernth en voksen kvinde på 26 år, som er tredjeårs studerende på Skuespilleruddannelsen ved Aarhus teater.

Og jeg køber præmissen, når hun siger: ”Jeg hedder Karla, og jeg er ni år.”
For så er det bare sådan! Og når Karla sætter sig for at spøgelsesforløse moren for sit rengøringsvanvid – ja, så er det også bare sådan.

Fanny Louise Bernth tager Karlas følelser til sig, og det mærker man. Hun rammer det tuttenuttede og pudseløjerligt forvirrede pigesind med sikker charme og præcision og er helt betagende at følge forestillingen igennem.

Karlas Kabale er en dansk børnebog fra 2003 og den første i en serie af seks, der er skrevet af Renée Toft Simonsen. Husbonden Thomas Helmig står for titelsang og tekst, og sangen bliver sunget af Fanny Louise Bernth, som spiller Karla i forestillingen på Aarhus Teater.

KABALEN
Niårige Karla er barn af en moderne familie. Hun bor sammen med sin rengøringsvanvittige mor (Camilla Gjelstrup), som har fundet en ny mand (Jesper Dupont), der altid er på forretningsrejse, sin uregerlige lillebror og tossede halv-lillebror spillet af henholdsvis Michael Lundbye Slebsager og Mikkel Becker Hilgart. Karla elsker sin rigtige far (Thomas Bang) over alt på jorden, men har svært ved at holde sine aftaler, fordi han har fået en øl eller flere for meget.

I et hverdagsdrama set gennem børneøjne får dette persongalleri Karlas hoved på overarbejde. Hun kan ikke få kabalen til at gå op og synes ikke, at det er en helt normal familie, hun lever i. Så hun stikker af hjemmefra og møder to posemænd i skikkelse af Bue Wandahl og Anders Baggesen. De er helt ubetalelige. Den ene fra nederste rangtrin, den anden noget højere oppefra og måske uretfærdigt sparket ned ad stigen. De får skabt deres egen fortælling i fortællingen med deres grove, skæve og hjertelige portrætter af to posemænd, som Karla kommer til at holde af og for en stund slår sig ned med.

Tematikken er klar. Forældrenes højde idealer om hvordan man bør opdrage børn, og hvordan livet med de små skal forme sig. Idealerne til trods kan vi kludre i det. Men man kan hele tiden forsøge at gøre sit bedste. Det at tilgive hinanden kan få os til at blive bedre til at gøre vores bedste.

HUMOR OG VARME
Historien er dramatiseret af Thomas Bendixen, der også er forestillingens instruktør.
Det må være svært for voksne at spille børn. Der er altid en lille fare for, at det bliver til en en voksenparodi på børn. De to lillebrødre er skam finurlige og sjove, men af og til er det som om, at de simpelthen ”larmer” lidt for meget. For instruktør Thomas Bendixen har der her sikkert ligget en udfordring. For gu´ skal de være barnlige, med alt hvad det indebærer af tossestreger. Men hele tiden lurer faren for at ramme det karikerede. Men børnene i salen morede sig i hvert fald. Også undertegnede.
Stykket er flot og fantasifuldt sat op i et knaldrødt scenerum med persongalleriet klædt i pangfarver rullende ind og ud af scenen på sideløbende bånd. Steffen Aarfing og Marie Ì Dali har stået for scenografi og kostumer, og de fremtryller et farverigt og eventyrligt univers til hvert handlingsforløb.
Alle karakterer helt ned til birollerne er velspillet og har humor og varme. Publikum vil kunne spejle sig i Karla og hendes familie helt frem til 21. december, hvor julen for alvor sætter ind, og en helt anden kabale skal til at gå op.
Som alle gode familieforestillinger ved juletid ender det, som det skal. Det gælder for såvel Karla som for forestillingen.
Kabalen går op.

Vælg kategori:
Vælg region:
AKTUELT LIGE NU
MANFREDS KRIG
Spilleperiode 25. apr - 27. apr
EN SOMMERDAG I OKTOBER
Spilleperiode 14. sep - 11. okt
Vi maler byen rød: The Musical 2
Spilleperiode 23. apr - 17. maj
Lost Threads
Udgivelsesdato 13. apr