Angst og intolerance

Angsten æder sjæle, hedder Rainer Werner Fassbinders film fra 70erne. Sjældent har en titel dækket bedre.
Og det gælder også ”Habe kein Angst” på Edison teatret, på Frederiksberg, som har taget handling og forbillede i dramaet om det svære kærlighedsforhold mellem den gamle/ældre rengøringskone og den unge indvandre. Ægte kærlighed, sat op mod omverdenens fordomme og manglende tolerance.
Fassbinders aldrig svigtende solidaritet med individet, et forsvar for selv samfundets udskudte, har forestillingen taget med sig.
Ellers er vi langt fra filmens technicolor-verden.
Nok er kærnen, om omverdenens mangel på forståelse for det skæve kærligheds forhold, bevaret – men formen er en anden.
I en blanding af skuespil, performance, video, dans, koreograferes de elskendes hede elskov og den berettigede angst for omverdens reaktioner.
Bedst en video-projektionerne, hvor legemerne svæver i det store rum. Her bliver kærligheden vægtløs og Edisons kolde mure får varme. Ellers er der ikke meget at varme sig på. Omverdens racistiske afstandstagen, datteren, vennerne, - alle vi andre. Kærlighedens vilkår udenfor ”normalen” har ingen overlevelses muligheder.
Et sørgeligt banalt budskab med dejlige, blomstrende Ulla Henningsen som nedslidt ”Putzfrau” og unge livskraftige Sar Salim i centrum. Troværdige. Men teaterensemblets iver efter at være grænseoverskridende, skabe nye udfordringer og gør at umiddelbar nærhed og egentlig vedkommenhed har svært ved at nå os, på samme måde som Fassbinder gjorde.
Den østrigske stjerneinstruktør Volker Schmidt har med ”Habe kein Angst” (mærkeligt tysk !) skabt et foruroligende og glimtvis angstskabende kunstværk , om individets afmagt mod masserne. Helt i Fassbinders ånd.