groteskt genkendeligt og genialt

Men altså, hvor det en fryd at se på! Ikke et sekund tikker forbi, uden man med al sin opmærksomhed lapper scene-lækkerierne i sig.
"Kunsten at være lykkelig" på Edison er en utrolig vellykket og moderne opsætning af sortseeren Arthur Schopenhauers evigt aktuelle, spidende manuskript om vores sølle lykke. Eller mangel på samme.
Med høj energi, timing og stor troværdighed indtager de tre skuespillere lidt akavet scenen, og portrætterer befriende ærligt menneskets umulige lykkejagt. Omdrejningspunktet er 50 leveregler, der eftersigende skal hjælpe til et bedre liv - dog ved uden undtagelse at bygge på hvor træls livet egentlig er. Det handler således i bund og grund om bare ikke at have det dårligst muligt, men stille sig tilfreds med i det mindste at have det middelmådigt.
De meget almindelige, men pludselig groteske tanker og situationer, der velinstrueret foldes ud, flyver over scenekanten og går med pinlig genkendelighed lige i maven på os. Og vi skraldgriner. Betaget af hvor skindende præcist det grumme spejl, der holdes op foran os, er.
Sjældent har et så trist indhold fået mig til at gå så opstemt ud af teatrets døre efter en forestilling.