Det brændende helvede

11 september for ti år siden. Vi husker alle hvor vi var – netop da det skete. Det uladsiggørlige. New Yorks varemærke, tvillingetårnene - overlegent byggeri i stål og glas. Og så skete det alligevel.

Oppe på 107 etage lå restauranten med det vidunderlige vue. Chefkonditoren har netop råbt til assistenten om mere mel. Så sker det. Kæmpeflyet borer sig ind i det usårlige hus 40 etager neden under.
Helvedesilden breder sig destruktivt op gennem etagerne. Alle er fanget. Om få timer er alt forkullet og aske.

Vi følger Konditoren i han ensomme desperate kamp – er inde i hans hoved, med flash back og lidelse. Snart påberåber han sig den Gud, der ikke kan/vil hjælpe. Snart hvirvler han sig ind i fortidens tryghed af familie lykke, medens dødens ånde bliver hedere og hedere.
Kun selvmordet – at kaste sig ud fra 400 meters højde kan forkorte smerten.

En time og et kvarter kæmper Mikael Helmuth i det lukkede rum på 107. etage. En fysisk, men også psykisk, enestående skuespiller præstation. Et råb i tomhed, der griber os, godt hjulpet af en tekst af debutanten Andreas Dawe og scenografen Thomas Ravnsgård, der opsummerer det frie fald på 17 sekunder, tiden, springet fra det brændende helvede tager.
En forestilling, der bekræfter den nyudnævnte kulturminister i, at det p.t. er hos de små eksperimenterende niche-teatre, man finder udvikling og grokraft