Helt fantastisk og rørende stykke.

Det starter allerede på gaden, hvor Mads Nørby minder os om, hvilken følelse mange af os har, når vi møder de der beskidte mennesker, der er faldet ud af det etablerede samfund og som vi helst ikke vil have for nær, fordi de lugter og vil have penge af os. De fleste af os bryder os nok heller ikke om at blive konfronteret med, hvor galt det kan gå, eller at nogen er blevet så grusomt svigtet.
Men, stykket formår netop så flot at fortælle os, at når man først er nået derud, hvor de omhandlede personer er, så nytter ord som at tage sig sammen ikke og mulighederne og håbet er brændt fuldstændig ud for disse knækkede personer, som af en eller anden grund er faldet ned i en dyb afgrund imellem to eller flere samfunds eller normers stole.
Skuespillerne har i imponerende grad formået at leve sig ind i disse hjemløses liv og det kom der virkelig flotte præstationer ud af, såsom Betty Glosted, som spillede en fantastisk rolle, som psykisk syg posedame – utroligt, at selv øjnene kunne se så autentiske ud. Og ligeledes viste Claus Riis Østergaard og Marie Nørgaards et fremragende skuespil og en dyb indsigt i narkomaners forskellige stadier.