Skønne, skønne Villads fra Valby
Vurdering:
Samlet vurdering:
Allerede i foyeren kunne man fornemme en masse spænding og glæde blandt det ventende unge publikum. Måske kunne man også spotte en enkelt “Villads” i flokken.....
Da forestillingen begynder, får vi først noget glad musik fra de smukt udklædte musikanter, og dernæst en forklaring på, hvem Villads fra Valby er.
Allerede på dette tidspunkt er der musestille i salen – og ind kommer Villads springende i sit glade morgenhumør. Resten af familien står også op, og vi er pludseligt i fuld gang med en helt almindelig morgen i Valby. Og dog! For det er vel ikke hverdagskost at skulle fortælle sine børn, at de skal være hhv storesøster og storebror.
Villads ønsker sig straks en lillebror – man undgår ikke tanken om, at han ser en mulighed for at kunne “lære fra sig”...
Der er bare det specielle med Villads, at han ser så mange muligheder for at kunne glæde andre ved at gøre nogle ting for dem. I bedste Villadsstil lyder det rigtigt, når han fortæller om det, men resultatet bliver altid anderledes, da Villads altid kommer galt afsted. Hans mors diamantøreringe lander i kloakken, han får sin tabte tand til at sidde fast i næsen, han sidder fast i et træ og alle mulige andre skæve situationer.
Vi følger Villads hjemme, i skolen – både i timerne og i frikvarterne - , og i fritiden hvor han leger med naboens datter, hvilket hendes mor ikke umiddelbart virker begejstret for.
Der er masser af gode sange og musik i forestillingen, og som alle er fremført til børnehøjde. Selv detaljen med at musikerne sidder med et “børneglad svingende ben” ud fra hullet i musikerlogen, får det til at virke totalt gennemtænkt og underholdende.
Forestillingen varer en time og femten minutter, og jeg oplevede et stille og medrevet publikum hele den første time, hvorefter koncentrationsbesværet så meldte sig – helt naturligt, da mange var under skolealderen. Derfor var det en helt rigtig varighed til denne målgruppe.
At vurdere ud fra publikums glade smil og ansigter efter forestillingen havde alle følt sig godt underholdt, og jeg vil da absolut også anbefale, at man ser denne skønne familieforestilling.