For mange ord og for lidt skuespil

I pjecen der udleveres sammen med billetterne til Århus Teaters forestilling "Til mine brødre" kan man finde masser af information om stykket, dets tilblivelse og intentioner – samt andet tekstmateriale. Blandt andet nøjagtige replikker og en oversigt over stykkets forskellige scener.
I oplysningsmaterialet står der på side syv, at Peter-Clement Woetmann, der har skabt stykket, har brugt materiale som akademiske tekster, nyhedssider, øjenvidneberetninger og digtsamlinger i sin forestilling, og så flyttet og forandret det på scenen – og det blev ganske enkelt for meget information, alt for mange ord og for lidt gribende formidling.

Jeg tager selvfølgelig udgangspunkt i min egen og min ledsagers oplevelse, men stykket forekom mig simplethen et langt stykke hen ad vejen meget utroværdigt. Det var tydeligt, at ordene der blev sagt, var indlærte replikker, og der var intet samspil mellem skuespillerne på scenen, der ellers virkede dygtige til deres arbejde! Der var så mange ord, der åbentlyst ikke kom indefra, at kom mistede "troen" på stykket (selvom pjecen tydeligt siger, at der ikke er en handling). Det virkede faktisk en smule som om, at der blev overspillet en smule, i forsøget på at give stykket det liv, det ikke besad.

Der er ingen tvivl om at teamet for aftenens forestilling er interessant at beskæftige sig med på kreativ vis, og stykket kom omkring rigtig mange af krigens facetter og fik sat fokus på det at krig ændrer dig helt ind under huden og efterlader bekymrede pårørende, der selvom du fysisk kommer hjem igen, ikke kan kende dig længere. Krigen får dig til at gøre ting, og glæde dig over ting du ellers aldrig i din fjerneste forstand kunne forestille dig. Det handler om hvor du er nu – fællesskabet, opgaven, overlevelsen.

Når det så er sagt, får stykket to kongekroner, fordi jeg i timerne efter tænkte meget over stykkets problemstillinger. Jeg blev bare på ingen måde grebet eller underholdt mens jeg sad på tilskuerrækken.