Intenst og tankevækkende
Vurdering:
Samlet vurdering:
Stykket "4.48 Psykosis" er det sidste stykke den 28 årige dramatiker Sarah Kane skrev inden sit selvmord.
I stykket følger vi en kvinde, der grundet sin depression, har svært ved at fungere i hverdagen. Vi hører hendes samtaler med psykologer, og vi hører hendes indre stemme, der om og om igen fortæller hende, at hun ikke er god nok. Vi involveres i hendes depressive, maniske og desperate tanker.
Alene på scenen står Mette Døssing, der spiller eminent godt. Til tider bliver det så intenst, at du som publikum næsten glemmer at trække vejret.
Scenografien er enkel; et helt hvidt rum, hvor den eneste dekoration er hvide lysstofrør, der hænger ned fra loftet. Til at starte med, er der ingen stole, så publikum står langs væggene.
Som teatergæst involveres du i stykket. På et tidspunkt hænger Mette Døssing højtalere rundt om halsen på os, så vi får en stemme i form af f.eks. psykologer og læger. Dette gør, at Mette Døssing henvender sig direkte til publikum, og det bliver en voldsom og til tider nærmest ubehageligt oplevelse.
Jeg kan varmt anbefale "4:48 Psykosis", for selvom det er ubehageligt og intenst, er det virkelig en tankevækkende oplevelse.