Anbefaling af Living room

Forestillingen skydes i gang med et forskrækkende høj lyd fra højtaleren oven over publikum. Et ovalt lyst spot rammer scenen i samme øjeblik; som en aftegning af et æg. Indeni ligger danseren Jonas Örknér, som var han blevet spyttet ud på scenen. Han hiver efter vejret og bevæger sig synkront i små hurtige stød, som om han vækkes til live, som et dyr, der bryder ud af sin kokon. Eller som noget andet, jeg ikke kender...

Scenografien er enkel; et stort bart scenegulv, en stor trekantet konstruktion til højre i midten, der giver rummet dybde. Elegante projicerede visuals forvandler rummet, fra øde naturlandskab/ursump, til spirende skovbund, til et stykke papir, der krølles sammen. Rummet ændrer form efter dansernes bevægelser, og det er ret effektfuldt, når de fire dansere fx med fødderne krøller papiret, får jorden til at spire eller bringer mørke eller lys med sig. Andre steder er det rummet, der trænger danserne op i en krog eller - som i den faretruende slutning - lader mørket æde sig ind på den ene danser, så han opsluges af et sort, mørkt intet, the big bang eller bare døden.

Det er ikke helt til at sige, hvor vi befinder os henne. På en øde klode? I et fiktivt todimensionelt computerunivers? I en abstrakt visualisering? Forestillingstitlen 'Living Room' leder tankerne hen på noget dagligdags, men der er intet dagligdags ved den verden, vi ser...og præcis dér ligger overraskelsesmomentet for mig: i det mærkelige univers og især i de fire danseres bevægelsesmønstre, der er helt særegne og anderledes end noget, jeg før har set. Jeg oplevede ikke fire mennesker tage livtag med hinanden på scenen - men fire væsener fra en anden verden; halvt mennesker, halvt dyr, og så alligevel ikke; bevægelsesmønstrene var fremmedartede; som om det ikke så meget er danserne, der bevæger sig, men noget, det bevæger dem; hiver og flår i dem. Jeg kom til at tænke på Avatarfilmen med de langlemmede, stærke væsener, der bevæger sig kraftfuldt og med lynets hast, i ryk. Og danseren Rumiko Otsuka mindede mig i flere af duetterne om Lara Croft, fordi der var noget sært computeranimeret-agtigt over fx over rytmen og hurtigheden; den måde, hun slyngede og kastede sig og faldt og slog.

De mange duetter, der var mellem en mandlig og en kvindelig danser var for mig at se ikke følelsesladede - virkede ikke som en kamp mellem elskende, men en kamp mellem symbolske størrelser, som kontinenter, lande, stormagter (med indbyrdes magtspil, krigsførelse, samarbejde, afhængighed og udstødelse); det var ikke en forestilling, der berørte mig, hvilket er sært; den var som gjort af et andet stof end menneskelige følelser; underligt renset for det genkendelige og legende med noget mytisk og surrealistisk: som da Rumiko Otsuka rider kentauragtigt og triumferende på en af de mandlige dansere - i et slowmositon sejrsridt, der ligner noget, der dukker frem af tågen fra urtiden.

Det var som at få et minimalt glimt ind i en fiktiv, computeranimeret verden. Jeg sad pænt lamslået tilbage med en følelse af, at det kun havde varet i tyve minutter. Men der var gået halvfjerds minutter. Puf! Så var det væk. Lige så hurtigt, som det kom. Som en vision, en luftspejling. Hvad var det? spurgte jeg min veninde bagefter...Det ved jeg ikke, svarede hun.

Topprofessionelt danset, synes jeg. Og et mystificerende, dog lidt vagt defineret univers. Idéplanet kunne godt forløses bedre. Men fem fine kongekroner herfra.