Anna dør

Om Anna lever igen, er svært at sige. For på rejsen i det kakofonisk kalejdoskopiske nærdødsrige, bliver hun omringet af sandheder som har været sande engang, og nu bliver sande igen. Er man nogensinde den samme når man vender hjem fra en lang rejse, som da man rejste ud?

Stykket er spillet af Anna Ur Konoy og dukkemager Rolf Søborg Hansen, og musikken er udført af Julie Ben Semmane.

Dukker, scenografi og lydbillede er blændende flot, og bærer tilskueren gennem et levet livs uundgåelige øjeblikke af dyb rædsel, og ren kærlighed. Især scenografi og lydbillede leder tankerne hen på film af f.eks David Lynch og Gaspar Noe. Skuespiller Anne Ur Konoy er overbevisende i sin udfoldelse af de mange faser i retsmedicineren Annas liv. Rolf Søborg Hansen bringer et særligt liv til dukkerne, og de bliver medspillere på en særlig psykedelisk facon der ville være svært at efterligne med skuespillere.

Stykket er inddragende og fængslende, på nær en monolog halvvejs, der desværre forfalder til de mest overfladiske syrefloskler om livets eksistentielle grundpiller.

Stykket er for alle, der tør huske på at de skal dø en dag. Og måske er det slet ikke det værste der kan