Magisk realisme
Vurdering:
Samlet vurdering:
Det kan vel ikke undre, et en ældre, historisk bygning som Prøvehallen, der til daglig danner rammen om Teater V., er hjemsøgt. Det solide fundament, hvorfra murstenene rejser sig en snes meter mod himlen, blev etableret i 1930'erne. I dag er det et vitalt kulturcenter, og der er rigelig med plads, hvor ånder og beslægtede gespenster kan gemme sig. Det er udgangspunktet for forestillingen "Uddrivelsen".
Skuespiller Mads Wille og tankelæser Anders Lund har sat sig for at påvise tilstedeværelsen af disse overnaturlige fænomener i samarbejde med publikum. Og man må sige, at det lykkes. Det er anderledes teater, hvor de to professionelle optrædende får elimineret grænsen mellem naturlige og overnaturlige kræfter.
Det gøres overbevisende, og publikum forlader salen med det ubesvarede spørgsmål "hvordan i al verden gjorde de det"? Uddrivelsen bør opleves, det er magisk realisme på teateret.