I DAG:
Anbefaling - Scene

Demonstration! Konfrontation! Determination!

Desperado anbefalet af Katja Marie Rønnike
2. maj 2012
Vurdering:
Samlet vurdering:
Dukken Fernando er en hardcore mexicana gangster, skruppelløs, livsnydende og med et herligt skamløst casanovasmil op til begge ører. Fernando skyder før han tænker. Han lægger kvinderne ned og får det som han vil ha' det!

Peder (Pedro) er den danske midaldrende mand, trængt op i en krog, skvatmikkel, sulens usikker på sig selv efter flere nederlag til ekskonen Louise og endnu en heftig nedtur i karrieren som dukkefører, kunstner og glødende passifist, der vil gøre verden smukkere og skønnere gennem kunsten. Men strategien virker ligesom ikke rigtig. Lukket inde i sit eget tankespind i den lille lejlighed, slår derouten over i frustration, druk og galskab, og storcharmøren Fernando bliver en redningsplanke. Peder stikker hånden ind i dukken Fernando og et magisk stød går igennem ham, han retter ryggen og bliver med ét stålfast: ringer selvsikkert til ekskonen, får sagt fra over for arbejdsgiveren og giver den gas!

Fernando er den danske mands modsætning. Hvad fanden hjælper kunst og pædagogik, venlighed og ydmyghed? Det fører kun til manglende respekt. Fernando får som djævelen i øregangen gradvist magten over Peder, der pludselig planlægger at springe et teater i luften for én gang for alle at lære menneskeheden at høre efter! Demonstration! Konfrontation! Determination! Afmagt slår over i almagt! Han vil sætte sin vilje igennen, blive lagt mærke til! Nu må det sgu' være nok.

Scenografien er en fryd i sig selv. Tre små værelser, køkken, stue, toilet, er bygget op som i et vidunderligt tegneserieunivers, alt interiør er i pap og papir, tegnet og malet op med tusser og streger, foldet og klippet. Fra brødristeren til toiletbørsten. Der er fremragende overdrevne lydeffekter, fra maveknurren til opkast, skudsalver, der pludselig fyer ud af avissiderne og vandet, der tændes og løber ud af hanen. Det er umuligt ikke at blive barnligt fascineret af den side af forestillingen. Selvom man må spørge sig selv, hvad den egentlig har at gøre med resten af plottet?

Det er ligeledes vidunderligt, både ømt og bevægende, og morsomt, når Peder H. Johansen folder sig ud som dukkemager. Og taler med dukkerne, som en ensom stakkel i sin brandert...

Skuespiller og dukkefører Peder Holm Johansen leverer en fin onemans-præstation på scenen. Alligevel kom jeg i perioder til at kede mig; plottet flød med for mange klichéer: opkaldet til moren, ekskone-konflikten, derouten, brødet, der brændte på og de evige gurgl, gurgl, gurgl fra mælkekartonen. Slutningen, hvor vanviddet tager over og Peder bevæger sig ud i verden med sprængstoffer om maven, fungerer heller ikke optimalt og falder til jorden...

Jeg havde slæbt en 36-årig ven, en mand, med ind og se forestillingen, og han var noget mere solgt end jeg var. "Det var sgu' meget godt ramt", sagde han. Den moderne mand har identitetskrise og har et eller andet sted brug for den dér aggression, Fernando repræsenterer. Samtidig er den jo håbløst primitiv! 'Desperado' bliver dermed endnu et skud på stammen over forestillinger, der forsøger at kaste lys over maskulinitetskrisen anno 2012...men som også udstiller desperationen i fuldt flor. Her er ingen klare løsninger eller brugbare alternativer. Fernando, Karl Mar Møller, 'Hjælp min kone er skidesur'. Næ, der må sgu' da noget andet mere interessant og kraftfuldt på banen...

Godt står det i hvert fald ikke til med den danske mand!








Vælg kategori:
Vælg region:
AKTUELT LIGE NU
MANFREDS KRIG
Spilleperiode 25. apr - 27. apr
EN SOMMERDAG I OKTOBER
Spilleperiode 14. sep - 11. okt
Vi maler byen rød: The Musical 2
Spilleperiode 23. apr - 17. maj
Lost Threads
Udgivelsesdato 13. apr