Gudsbenådet mimik

Lad mig med det samme gå til bekendelse. Jeg hører til et af de mennesker, der får latterkramper alene ved synet af Martin Brygmans diskodansende, ranglede krop, drengede smil og allestedsnærværende, rullende øjne. Brygmann er i forestillingen "De fleste ulykker sker med lemmet" på jagt efter sit sande jeg - "selvets kerne" - men gør sig undervejs den herlige opdagelse, at jeg'et er en flygtig størrelse af gakkede personligheder, der bare vil ud af kroppen og slå sig løs! Og det gør de! Vi møder den nørdede komplet umusikalske sanglærer Jørgen og ikke mindst multikunstneren Todd, der på fortrinlig vis performer sin helt eget hjemmelavede eventyrfortælling (et miskmask af Grimms og H.C. Andersens eventyr) for os. Det er aftenens absolut bedste indslag, hvor Brygmann viser, at han har en mimik og en timing, der i de bedste scener er Dirch Passer værdig. Brygmann performer også et skyggespil med lang, slingrende penis - og det er så naivt, legende og gakket, at det lægger salen flad af grin. Forestillingen er ikke original eller nyskabende, men underholdende og bestemt en aften værd! Min gæst og jeg flyttede i pausen fra balkonen ned på ledige pladser på femte række - og det gjorde altså verden til forskel. En kunstner, der i den grad vinder på mimikken, skal ses tæt på!