Mandevold og Kvindekamp

Det tog en lille evighed før forestillingen her fandt vej til den nordjyske fjordby Aalborg, men forestillingen har hverken mistet sin relevans, kant eller glød i den forgangene periode. Modsat en masse andre klassiske græske tragedier har denne forestilling dog et kor i hovedrollen. Hvilket jeg ikke tidligere har oplevet, og noget jeg gerne under enhver anden at opleve.

Forestillingen er oprindelig første del af en trilogi, hvor de øvrige manuskripter desværre er gået tabt. Takket været tilfældigheder og lunefulde græske guder kender vi dog rammefortællingen for hele historien. Denne første del er dog den eneste hvor hele historien kendes. Den har en flok kvinder der krydser middelhavet på flugt fra giftelystne ægyptiske mænd i hovedrollen. De udgør tilsammen koret. Kvinderne søger hver især friheden, en anden skæbne og stoler på gudernes velvilje i et græsk tempel bygget til ære for Zeus.

Ifølge introduktionen udgøres koret af glade amatører fra hele regionen, der har brugt et halvårs ulønnet tid på forestillingen her. Ida Cæcilie Rasmusen er kvinden der styrer koret rundt på scenen, men det er de to unge kvinder i front, der vinder mit hjerte med sang, blanke øjne og insisterende fagter. De bliver således symbolet på flugten, frygten og truslen. Mikael Birkkjær og Jesper Hyldegaard spiler de to øvrige roller. Scenen er en minimalistisk genistreg. Det cirkelformet rum fungerer perfekt som afgrænsning for dansen, symbolsk for templet og som oplagt centrum for handlingen. De 90 minutters handling drives frem af sange fyldte med moralske dilemmaer og velkendte magtkampe. Kvinderne søger asyl hos den lokale konge, der føler sig bundet af ære og frygt for gudernes straf, alt imens han samtidig ved blod vil flyde når de ægyptiske mænd når byporten. Hvad kan og skal han gøre?

De seks kongekroner kastes efter forestillingen her for den flydende afvikling af det tunge emne. Den gennemtænkte brug af dukker. Den cirkelformede belysning. Det helt igennem forrygende kvindekor og deres farverige asylkæppe. Det er muligt, det er 23 år siden jeg sidst var forbi Aalborg teater som anmelder, men meget er sket siden dengang og er forestillingen her en indikator på niveauet, så ses vi snart igen Det var medrivende, overvældende og dybfølt. Det var varieret i udtryk, form og tilgang. Historien var måske nok spinkel, men den holdte til stormløbet af de asylsøgende kvinder og deres skrig for retfærdighed. Desværre er verdenssamfundet altid handlingslammet når mennesker er i krise og handling kan koste andet end sved. Det belyses uendelig smuk i denne gamle ordklods skrevet af Aischylos – der burde åbne alles øjne for græske tragediers værdi.