(Kulturel) identitet under lup

“Med forestillingen VERDENSRUM sætter Teater Rio Rose danskheden og angsten for det fremmede under lup, og undersøger danskheden anno 2013 som den opleves af den hvide dansker og danskeren med en anden hudfarve.”

Åh gud. Her kommer klichéerne. Det var hvad jeg tænkte, da jeg læste de første linjer af forestillingsbeskrivelsen. Jeg blev dog hverken helt bekræftet eller modbevist. Et eller andet sted, har jeg faktisk ikke helt gjort op med mig selv, hvad jeg synes.

Jeg står af, når der indledes med en catwalk til musikken af Beyonce, hvor vi møder alle karakterer fra forestillingen i en banal udpegning af mangfoldighed. Ligeledes ærgrer jeg mig over det markante musikvalg til det afsluttende billede, som ellers er så smukt. Om det er et bevidst greb, at de forvrænger det poetiske udtryk ved at gøre det poppet, ved jeg ikke. Nødvendigheden synes jeg ikke det er.

Cadeau skal Teater Rio Rose dog have for at behandle relevante tematikker og problematikker, som ikke rigtig ser ud til at komme nogen vegne i den politiske debat. Det er her kunsten har potentialet til, i samspil med intellektet, at gå et skridt videre ved at tale til mellemgulvet.

Og jeg bliver da også nærmest ramt i mellemgulvet, når jeg ser spændingen mellem en politisk korrekt dukkefører og en racistisk dukke, eller når Hassan Preisler nøgternt - men samtidig meget personligt - fortæller om sin opvækst og sin oplevelse af ikke at blive betragtet som dansker.

Især en (lidt for lang) optagelse af et forsøg, hvor danske farvede børn skal vælge mellem en brun og hvid dukke og udpege den de bedst kan lide, gør et indtryk. 35 af de 41 udspurgte børn vælger den hvide dukke, og jeg krummer tæer over, at de fravælger dukken, de selv identificerer sig mest med.

Den installatoriske vinkel er også interessant, og det er dejligt med et teater som eksperimenterer med genre og form. Der skabes nogle smukke billeder, især der, hvor der er inddraget en form for natur, og jeg bliver sanseligt stimuleret ved at bevæge mig fra rum til rum og mærke de skiftende dufte og det knagende gulv under mig.
Forestillingen trænger til finpudsning, men der er ingen tvivl om, at der i de personlige fortællinger og det installatoriske og visuelle greb ligger en styrke.