Jungelovens guide til overlevelse

Ikke mange meter fra Svalegangens lille hyggelige café på Rosenkransgade i hjertet af Aarhus raserer en flok gorillaer for overlevelse på junglelovens barske, dyriske præmisser i kampen for magt og overlevelse. Gorillaflokken i forestillingen, Gorilla, spilles af Jesper Hyldegaard, Rolf Hansen, Paw Henriksen, Hans Henrik Clemensen, Asbjørn Agger og Dorthe Hansen Carlsen, som i deres naturalistiske spillestil formår at vække empatien for karakterne godt og grundigt op i deres ellers pollerede og facade, næsten fisefornemme jakkesæt.

Skuespillerpræstationerne er derimod langt fra distancerede, overfladiske og facadeagtige. Professionaliteten ses i måden karakterne langsomt bliver afklædt, og man bliver budt helt ind under tøjet, ind til skinnet, hvor brysthår og mangel på samme blottes, og hvor følelse og sjæl kræges ud i autenticitet til en nærdødelighed. Denne ægthed - og de kun få lidt for karikerede momenter - må dramatikeren, Rhea Leman, have haft medindflydelse på.

Gorillaflokken, som agerer firmatopledere, har i den grad brug for teambuilding, da teamet er et kaos af intrige, konflikt og misforståelse. Det ser ikke ud til teamet har en chance i dysten mod individernes forskellighed, intolerance, inkompetence, egoisme, frygt og frustrationer. Skuespillerteamet er polen hertil, som gennem fortræffelig interaktion hinanden imellem viser professionel og overraskende god sammenknytning og samspil.

Nedskæringerne, som hele persongalleriet frygter, rammer dem, har også ramt scenografien, som gennem sin minimalisme bliver formens underbyggelse af stykkets indhold, hvilket har en skarp virkning. Disse nedskæringer har desværre også ramt stykkets provokation og inspiration, hvilket gør det svært at tage sin tomme rygsæk fyldt med ud i aftenmørket efter stykkets eksodus.

De fem hangorillaers coachs princip: ”Der er ikke noget godt, og der er ikke noget dårligt. Der er kun ER”, holder ikke stik om forestillingens handling, som nemlig er en god og ikke mindst aktuel med flere af det enogtyvendeårhundredes debatemner, som dog let løbes hen over, men redes på målstregen af skuespillernes professionalitet.