Tilfældigt fremmedsprog på B-niveau

Der bliver i denne anmeldelse brugt ord, du ikke behøver forstå.

I går udkom årets udgave af retskrivningsordbogen fra Dansk Sprognævn. Den indeholder altid nye ord, man egentlig ikke tænkte var rigtige ord, men som så alligevel bliver til det talte sprog. Sådan et ordbogsarbejde kunne godt afsluttes ved, at man går på scenen med de nye ord - så at sige for at få dem ud af munden. På samme måde er Klip sprogligt forfriskende.

Talemåder bliver vendt og fordrejet - og genspillet. Modsat ordbogen må vi dog ikke lære noget - det bliver afskrivet med en benspændende powerpointtekst, der indleder stykkets "Part One" og senere får vi "Next Part", hvilket viser sig at være en skør, unødvendig inddeling. Denne anmelder måtte klappe for at overbevise publikum om, at stykket var færdig og undgå en pinlig ekstra scene. Alligevel opstod en ekstra pinlig scene, da skuespillerne ikke var enige om, hvor lang en klapsalve de havde fortjent.

Der er en vis uproffesionalisme at fornemme; en lysspot lyser bagtæppet op, så et kostumeskifte stjæler fokus fra det, der rent faktisk sker på scenen. Og med fire hårdtpumpende - lig den simple space electro på lydsiden - skuespillere, kan vi ikke finde ud af, hvor vi skal se hen. Det er lidt som et kapsejlads med fire enjollere. Det er seje enkeltpræstationer.

Pete Livingstone er en god (an)fører, keyboardspiller, og den eneste skotsktalende. Mod enden får vi hans inderlige sang, der indledes oveni de tre andres råbende replikker i en punktumdans. Særligt var det, at jo mere det ulidelige blev strukket ud, desto smukkere og klarere gik sangen i gennem.

Med de ideer, der er blevet genereret mere eller mindre tilfældigt ved vandreskrivning, bliver potentialet ikke udløst. Kun i glimt opstår noget syret/smågenialt. At udbryde saftpresser som det første danske ord. Hønens pik - med hovedet. Men der er slet ikke plads nok i 60 minutters overlæs. Sven E. Kristensens fin-ømme flirten med et strygejern skal saftsuseme stå alene!