Se den endelig

Det var med store armbevægelser og "falde på halen"-komedie på scenen, at Pelle Koppels "Dyrene i Hakkebakkeskoven" for 4. år indbød store som små med i Bagermester Harepuses italienske peberkagebageri - og forsigtigt gennede publikum ud efter endt forstilling for ikke at vække Bamsefar.

Scenografien af Johan Kølkjær var genial. Den falder i kategorien for en af de fineste udgaver af mobil, transformativ scenografi, jeg længe har set. Scenografien bestod af flere udskårede hvide plader, hvorpå forskellige motiver var malet med sorte penselstrøg, så de holdte stilen fra Thorbjørn Egners oprindelige tegninger. Pladerne var sat sammen med hængsler, så de kunne bukkes sammen eller foldes ud, alt efter om der var brug for en skov, Bamsefars hus eller bondegården.

Jeg sad med fornemmelse af, at det kunne have fedt, om der var blevet projekteret nogle farver på disse hvide plader. Måske var der noget, som ikke virkede til denne forestilling. Jeg underede mig for ekempel over, hvorfor horisont-billedet af bondegården var farvelagt, men at scenografien i resten af forestillingen forblev i sort-hvid.

Men uanset farver eller ej, så var scenografien fin. Den var med til at fortælle historien.
Jeg var meget begejstret for, at de medvirkende forblev i karakter, når lyset blev dæmpet, og de foretog sceneskifte.

Commedia dell'arte halvmaskerne, som Johan Kølkjær også havde stået for, fungerede rigtig godt. Jeg syntes godt om, at selv menneskekarakterne Bondemanden og Bondekonen også bar disse. Det var virkelig gennemført. Bondemanden og Bondekonen var to meget morsomme karakterer, der med store bevægelser stampede af sted på jagten efter først Mikkel Ræv og senere efter "terrorister", som Bondemanden råber, inden han stamper af sted efter den hylende Hund. Tænkte om de måske var i familie med Anders og Gertrud Sand fra De Nattergales "The Julekalender".

Forstillingen havde flere fine øjeblikke. Bedstemor Skovmus' flyvetur på skulderne af to af de medvirkende, klædt i hvidt som en sky. En simpel, men virkningsfuld løsning. Bagemester Harepus og bagerdrengen som i bedste "Lady og Vagabonden" stil (her tænker jeg på scenen fra tegnefilmen, som foregår på Tonys Restaurant, hvor Tony og Joe skændes i køkkenet) laver peberkager på karikeret, gebrokken dansk med italiensk accent og udtænker en snedig plan for at narre “røven” til at spise de dobbeltpebrede peberkager.

Har du børn, eller kender du nogen med børn, så er dette en forestiling, du bliver nødt til at se. Jeg vil endda gå så langt at sige, at selv om du ikke har nogen børn, så se den alligevel.