Metateater på det højeste plan

Havde vi nu bare set denne forestilling i gymnasiet, var man nok mere begejstret for den del af dansk og historie pensum der kræser om det moderne gennembrud!

Den reelle og den fiktive historie udspillede sig i teatret-i-teatret, og så levende at man sad på kanten af stolen. Hvor herligt at man også sad på selve folketeatret (om så på Hippodromen) og næsten kunne mærke historiens sus.
Det er sjældent, at et stykke kan indfange det tragikomiske. Det er så svært at ramme rigtigt, men Bang og Betty formåede at få hele dybden med. Manuskriptet var rig på referencer og inspirerede nok en del af publikum at researche lidt derhjemme efterfølgende.

Det er jo helt urimeligt at jeg indtil nu slet ikke har nævnt den fantastiske Herman Bang på scenen, for man følte næsten ikke at det var skuespil, man følte at det var den neurotiske, fordrukne, passionerede og ensomme forfatter og teaterproducer man havde tilbragt aftenen sammen med. Cecilie Stenspil som Betty Nansen skulle man måske lige vænne sig til, hun virkede lidt stiv i starten, men blødte op i løbet af stykket og kom til sin fulde intensitet. Der var nogle fantastiske øjeblikke i mellem de to, men samspillet mellem alle 4 karakterer i rammen om Strindberg's "Frøken Julie" var helt klart stykkets klimaks.

Inde i Hippodromen's mørke gik det virkelig op i en højere enhed. Hvor fantastisk at man kan se så godt teater så tæt på!