Klassisk performanceforestilling

Det er ikke hver dag man får lejlighed til at opleve en performanceforestilling af klassisk karakter, hvor teater og billedkunst fletter sig ind i hinanden og hvor alle sceniske elementer er i spil på en ”mærkelig måde” som man sidenhen selv skal hente forståelse i.
Men hvad så vi så …
Vi oplevede en korridor af tynde plastikposer hængende fra gulv til loft. Et rum i sort og et på en gang svagt og ekstremt fokuseret lys. Ovre i kongesidens bagerste hjørne, er lyset koncentreret på en klump af hvide lampeskærme, som hænger ned fra loftet. Midt på gulvet ligger en delvist oplyst klump af plastik. Den bevæger sig og lydkulissen af insisterende vokalstemmer, der messende mixer med diverse instrumenter, skaber tilsammen en mystisk stemning. Ligesom et besøg på museet står vi og ved ikke helt om vi skal sætte os eller vente på tegn til et eller andet. Siden finder vi ud af at bevægelsen i klumpen på gulvet først og fremmest skyldes en levendes respiration. Den finder siden ud og væk fra plastikken. River plastikkorridoren i stykker og åbenbarer de traditionelle publikumsstole. Sammen med hende blev vores roller genfødt? Vi sætter os og hun bliver i det åbne rum og herfra går det fysisk bananas.
I længere tid end jeg følte nødvendigt, udfører den letpåklædte kvinde mere eller mindre rituelle handlinger og dygtig dans i det stemningsfyldte rum og så holdt det op …
Den umiddelbare oplevelse var interessant. At forestillingen skulle handle om misundelse var uinteressant.