Kan ord blive for gamle?

Det mener i hvert fald en af de fire karakterer i kulturkompagniet CLAPCAPS nyeste stykke ”CLOSER”, som spiller på Avenue Teatret fra d.2-16.juni. Stykket er bestemt et af den slags seværdige stykker, som sætter mange tanker i gang og leverer et stykke godt skuespil.

Dan, Larry, Anna og Alice er hovedrollerne, og de enste roller, i stykket, som handler om forelskelse og forvirrede følelser på kryds og på tværs af relationer og parkonstellationer. Sammen udgør de en form for firkantsdrama, som indbyrdes kæmper om retten til at elske og om retten til at være sammen.
Scenen foregår i London, centreret omkring et hospital, en park, et galleri og hjemme hos de respektive personer. Alice møder Dan, som er falleret forfatter og for tiden er journalist på nekrolognyt, hvor han forfatter levende personers dødsannoncer. Alice er tidligere stripper og har været udsat for et trafikuheld. Lægen Larry spankulerer forbi, giver hende en smøg, og fortsætter arrogant sin stuegang. Anna er fotograf og skyder billeder af Dan til hans nyeste bog: ”Akvariet”. Personerne flettes langsomt sammen, indtil sammenfletningen går i hårknude, og der i stedet sker en forvikling. Hvem er sammen med hvem? Hvem forelsker sig i hvem? Hvem elsker hvem?
På et tidspunkt råber Dan til Anna: ”Jeg elsker dig!”, alt imens hans ansigt fortoner sig i en rød farve. ”Jeg elsker dig så meget, at jeg ikke kan skrive.”. Den altoverstrømmende kærlighed hæmmer hans kreativitet, så hans ord udtømmes: ”Mine ord er blevet for gamle”. Vi har dog svært ved at tro på, at det virkelig forholder sig sådan. Er kærligheden virkelig grund til, at han ikke kan skrive, eller er kærligheden udtryk for noget andet?
Larry er et godt eksempel på, hvordan magt fx kan spille ind i en kærlighedsrelation. Som en anden Dr.Jekyll and Mr.Hide trækker han klart stykkets mest usympatiske rolle, og man frygter den vrede, der ligger lige under overfladen, og som gentagende gange får ham til at eksplodere i voldsomme raserianfald på scenen. Mest går det ud over ægtefruen Anna og Alice, da han møder hende på en stripklub i New York.
Men Larry er også den intelligente overklasselæge, der ”regner” den ud og med sine klinisk diagnosticerende hænder er de andre overlegne. Sådan holder han de andre karakterer og fortællingen i et fast greb. Den eneste, der får lov at undslippe, er den ellers i gennem hele stykket underkuede Alice, der har spillet den lidt for kærlighedshungrende kvinde, som ”bare gerne vil elskes”. På mange måder sejrer hun til sidst, da alle de løse ender bindes sammen i en virkelig spændende og tankevækkende plotforløsning.
Personernes udvikling gennem stykket er nuanceret, og de fire skuespillere, som tæller Sebastian Jessen, Cyron Melville, Mathilde Norholt og Simone Lykke, gør det virkelig godt. Det er rart med en velartikuleret skuespilspræstation, der ikke på noget tidspunkt kammer over i det teatralske, men formår at balancere mellem de mange stemningskift, der går fra det erotiske til det psykotiske, til det melankolske til det frivole. Det kunne have været fremført aldeles forfærdeligt.
Til gengæld kunne man godt have brugt en lidt mere spicy scenografi, der syntes noget tom og skrabet, men som havde den kvalitet, at den var adapterbar til samtlige scener. Brugen af video var effektfuld og bidrog til stykkets dynamik. Fortællingen forekom en smule forvirrende til at starte med, og der var mange spring i tid, men det er blevet fikset fint, ved at nogle af scenerne spilledes simultant. Fordi replikkerne blev brugt på to situationer samtidig, kan man her tale om det vigtige er, hvem vi siger, det vi siger, til, eller, hvad vi siger til dem, vi siger det til? Og måske kan ord faktisk godt gå hen og blive for gamle.