FRA LYSTSPIL TIL FARCE

Man forlod teatret med lys i øjnene, behageligt mættet og åndfuldt beruset, opløftet af musikaliteten i samspillet, både mellem skuespillerne og det, det medførte: det energiudvekslende samhørighedsskabende samspil mellem scene og sal.
Anden afdeling var farce, når farcen er bedst. Lad nogen rynke på næsen over den forenklede karaktertegning, over at genren netop er farce og ikke er den dybere komedie. Farcen er en maskine, der opererer med skabeloner, og på de præmisser skal den bedømmes. Når maskinen er godt og omhyggeligt konstrueret og i øvrigt velsmurt, og når dens levende tandhjul, skuespillerne, generøst strør om sig med merværdi i forhold til maskinoutputtet, så kan farcen noget særligt. Når den grundlæggende skematisk robuste karaktertegning forvaltes så musikalsk og med et væld af nuancer, som det sker på Folketeatret, opstår der en ganske særlig poesi. Man mærkede det som sagt på publikum, da de forlod teatret: Små efterskulp af latter, frydefuld repetition af særlige passager – man var allerede begyndt at mindes en virkelig mindeværdig oplevelse.
Helt så jublende var stemningen ikke i pausen. Ikke fordi første afdeling var kedelig, bestemt ikke, der var mange fine små perler. Men der var en skævhed. Det var ikke fuldbåren farce. Tekstmæssigt befandt os i den mere afdæmpede lystspilgenre, men uden lystspillets lette elegance – med farcens spillestil. Første afdelings handling virkede ikke altid vild nok til armbevægelserne og stemmeudfoldelsen.
Problemet er konventionen med pausen i midten. Tænk, hvis det havde været en enakter. Første afdeling kunne sagtens have klaret en del forkortelser. Man kunne have ønsket sig mere effektiv forberedelse til den egentlige fest – endda med plads til mere gennemført situationskomik, der ville have sikret kontinuitet i stil. Det kunne have givet en herlig både stram og forventningsskabende opbygning til den helt store udfoldelse.
Efter pausen lod man sig dog ikke distrahere af forbehold overfor den samlede disponering. Et vibrerende nu og her opslugte alle. Og lige en krølle. Da stykket var slut, var der nok en overraskelse, i det de traditionelle fremkaldelser forvandledes til ultrakort og fantastisk velkomponeret revy over hele handlingen. Denne uventede bonus var en ekstra markering af hele den generøsitet, som kendetegner forestillingen.