LANGT SOM ET ONDT MILLENIUM

Hvad ville man med dramatiseringen af Larssons roman/Oplevs film? Fiske publikum i slipstrømmen fra de to succeser, uden at det kostede de helt store anstrengelser? Eller skabe en sceneversion ud fra visioner om, hvordan netop scenemediet kunne tilføre historien nye dimensioner? Nok snarere det første end det sidste.

Stykket var langt og føltes længere. Endeløse samtaler om begivenheder uden for scenen - fortrinsvis fortidige, ganske komplicerede og sat i værk af aktører, vi fik navne, men aldrig ansigter på. Konturløse informationer hobede sig op og tyngede. Når man læser en roman, springer man ubesværet fra nutid til fortid og visualiserer det beskrevne – ordet skaber, hvad det udsiger. Filmen kan fortælle med flash backs og f.eks. zoome ind på gamle fotografier, når den vil gøre noget fortidigt nærværende. Men scenen er et ganske særligt rum. Den insisterer på, at det er her og nu, det sker, og det er dens særlige styrke. Styrken bliver til svaghed, når dramatiker og instruktør ikke tager højde for scenens egenart. De mange samtalescener var ikke særligt visuelle, men opmærksomhedsfangende nok til at fratage publikum overskuddet til i tilstrækkelig grad at visualisere det, der samtaledes om. Selvfølgelig kan fortiden spille en væsentlig rolle i et teaterstykke, men så må den bringes ordentligt ind i scenens her-og-nu verden. Grækernes og Shakespeares budbringere var tilstrækkeligt meget showstoppere til at gøre det muligt for publikum at skifte kanal – fra scenens virkelighed til lydbogen, hvor man selv måtte gøre arbejdet med at danne billederne. Og Ibsen doserede sit meget betydelige fortidsstof i passende portioner og indflettede det produktivt i nutidshandlingen.

Tænk, om man på Nørrebro Teater havde set dét som hovedopgaven – at få kriminalhistorien med dens mængder af fortidsstof til at fungere på scenens præmisser. Det ville have været en besværlig opgave, men overvindelse af store besværligheder giver ofte store gevinster – udvikling af teatersproget f.eks. I stedet lader det til, at man mindre ambitiøst har set det som hovedopgaven at markedsføre forestillingen som adskillende sig fra filmen - ved efter sigende at fremhæve det kønspolitiske frem for det actionprægede. Bortset fra lidt kønspolitisk tekst projiceret på dekorationen står det ikke klart, hvordan. Formålet med denne ordmagi og inddragelsen af Stieg Larssons enke som konsulent har vist udelukkende været forestillingslegitimerende PR, for hvad har enken egentlig bidraget med? Skulle man ikke i stedet have haft en kvalificeret dramaturg på sidelinjen?

Man har dog på visse måder forsøgt at gøre fortidsstoffet nærværende – med en slags spøgelse, som af gode grunde ikke rigtigt kunne være det, og med anskueliggørende projektioner. Projektionerne kunne være brugt til at vise fortidens manifestationer i nutiden – som mønstre, der dannede sig med stadig større styrke under opklaringsarbejdet. Det kunne have været et bud på en scenisk løsning. Men de blev brugt noget mindre ambitiøst. Da der taltes om et kvindelig ophængt i et tørrestativ, så vi et billede af et tørrestativ – ganske vist uden kvinde – og så var vi da klar over, hvordan sådan et så ud. På samme måde fik vi repeteret, hvad en container var for en størrelse. Ellers blev projektionerne brugt til forstørrelse af detaljer i de makabre scener på en sådan måde, at publikum kunne opfatte dem som ”stærke”, men ikke anstødelige. Publikum kunne føle fascinationen ved, at der blev leget med noget farligt, men risikerede ikke efterfølgende onde eller alt for våde drømme. Kejtetheden i de sadistiske udskejelser og i opvisningen af indøvede stunts mildnede også indtrykket – dog nok utilsigtet, som da murene i den tilsyneladende flugtsikre torturkælder gyngede faretruende, da en person blev klasket ind i dem. Dekorationen med drejescenen fungerede ellers godt – til tider desværre ”blændende”, idet den reflekterede projektører fra salen.

Flere af skuespillerne var ganske gode, og visse scener kom faktisk til at leve. Bedst lykkedes scenerne, hvor Blomkvist konfronteredes med forførende kvinder, for da var der lidt på spil i stykkets nutid. Forestillingens mest levende og ægte øjeblikke var, da Lisbeth Salander i Signe Egholms skikkelse lod forsvarsværkerne falde og på meget gribende vis transformerede sig fra det terrarieundslupne reptilmenneske, hun hidtil (og nok i for høj grad) havde fremstået som. Og så glæder man sig til at se meget mere til Anna Reumert, som i to små roller virkelig kom ud over rampen.

Det skal retfærdigvis siges, at publikum reagerede mere positivt end den sure anbefaler – med stående ovationer under fremkaldelserne – som vel ikke bare kan tilskrives lettelse over, at de tre timer var gået? Så stol ikke på min bedømmelse. Men forbered jer for jeres egen skyld på teaterturen ved at læse romanen og se filmen – og undgå at falde for den oplagte fristelse til at lade det blive ved det.