Sublimt teater
Vurdering:
Samlet vurdering:
Casper Christensen bliver godt og grundigt klædt af i sit eget meningsløse univers. Det er lykkedes Jakob Weis og Pelle Koppel at konstruere noget, der på overfladen umiddelbart minder om en almindelig sitcom. Men i virkeligheden er det en velgennemtænkt og velspillet analytisk tilgang til en ukompleks tv- og filmfigur, for hvem ”pengene, pigerne og pikken” er af fundamental betydning.
Der er iskold dåselatter serveret på tidspunkter, hvor der intet er at grine af. Der er rammende punch lines, og kender man lidt til Casper Christensens medieunivers, vil man vide, at disse punch lines er uhyre præcise. Derfor kan der ikke være tvivl om, at man ”kapitaliserer andre menneskers tragedie” ved eksempelvis at gøre grin med en ung stomi-opereret pige eller en handicappet kvinde bundet til rullestol. Kynismen kender ingen grænser.
Casper Christensen bevæger sig ind i mørket, der hvor etikken ikke eksisterer. Han bliver en kulisse med to ører og tv-apparater som øjne. Selv når kulissen vendes, er der kun ”tomhed – fra øre til øre”. Casper Christensen, du er ”INGEN”, derfor bliver du elsket.
Et sublimt teaterstykke.