Et dukkehjem med dynamit

Åbningen: en kæmpe dukke med spansk guitarsang, hede ord og voldsom gestikulering. Så mørket. Et tomt ansigt toner frem og dukkefører Per i undertrøje og krøllede bukser, får langsomt liv på scenen. Sætter vand over, laver kaffe, rister brød, går på toilettet. Dagligdagens tomhed begynder. Ensom, frustreret, isoleret. Kun dukkerne, dem han selv har skabt, giver ham liv og identitet.

Fernando, desperadoen, dukken med guitaren, er hans handlekraftige samtalepartner, i et liv af svigt, skuffelser og nederlag. Moderen han ikke besøger, konen der forsvandt og den bristede drøm om et succesfuldt gennembrud med sin dukkeforestilling.

En stående kamp mellem ”over-og under jeget”. Hvem får overtaget, Fernando eller dukkeføreren. Desperationen og Pers afmagt bliver mere og mere tydeliggjort. ”Den eneste gang jeg har følt fællesskab, var da Danmark vandt EM i 1992”, siger Per i et hudløst selvopgør.

Et marginaliseret menneske, i konflikt, i en selvskabt kærlighedsløs verden. Hvor selv hans selvmord mislykkes. Desperat og fortvivlet over kunstens magtesløshed. Vred på det samfund, hvor selv de bedste viljer ikke magter at standse krige og blodig uretfærdighed.
En vrede, der i ordets egentlige forstand eksploderer.

Lyder det tragisk og alvors tynget?
Det er det.
Men også fuld af humor, originalitet og menneskelighed.

Peder Holm Johansen er dukkeføreren med en indlevelse, præcision og absurd humor, der i det lille teaters nærhed, får os til både at gyse - og grine.

En formidabel gennemarbejdet forestilling, instrueret af Anders Lundorph, med et lyddesign, ved Jes Teede, som er så talentfuld og professionel, at alene han, fortjener ”en Reumert”.

Desperado – kan mere end, at være prof og underholdende - det er noget så sjældent som en lille forestilling, med stort format.
Se så, at få den set.